20. nov. 2020
Af Stine Ramlyng

Michael Falch har opdaget ny form for kærlighed

Michael Falch
Michael Falch
Foto: Thomas Laursen
Malurt-forsanger Michael Falch har oplevet det meste på kærlighedsfronten, troede han... Det var dog kun lige indtil han blev morfar.

Der findes mange klichéer om at få børnebørn og blive "en bedsteforælder". Blandt andet siger nogle, at børnebørn er livets dessert.

Og at der er noget om den snak, bekræfter sanger Michael Falch i et interview med Puk Elgaard i Go'morgen Danmark.

Kærligheden har nogle nye dimensioner

- Når man når op i vis alder, kan man blive ramt af, at man har set og oplevet det meste før, vi har oplevet det, vi skulle. Er der snart mere at komme efter på livets side? Og hvad kærligheden angår, så troede jeg, at jeg vidste hvad kærlighed var. Kærlighed til en kæreste, en ægtefælle, til mine egne børn.

- Og så kommer mine børnebørn pludselig anstigende en efter en. Og så finder jeg ud af, at kærligheden har nogle nye dimensioner, jeg ikke har kendt før. og det er en fantastik oplevelse at få som modvægt mod den resignation, og den der fornemmelse af, at nu har man altså prøvet det hele. Fordi det har vi ikke. Så for mig har det været en gave at opleve den side af kærligheden, siger Michael Falch ærligt i interviewet med Puk Elgaard.

Befriende at være bedsteforælder

I interviewet uddyber han også, hvordan det er at være barnebarn hos morfar Michael.

- Når de er på besøg hos mig, er der ikke så mange regler. Det er det befriende ved bedsteforældrerollen, den der kamp, der altid er mellem børn og voksne, er der ikke. Jeg skal ikke justere deres adfærd. Jeg oplever bare en frit flydende kærlighed fra dem, som er en meget meget stærk oplevelse, fortæller den 64-årige rockstar og morfar til seks - og efter nytår syv - små og store børnebørn i alderen 2-13 år.

Læs mere om: