2. apr. 2017
Af John Lautrup

Otto Brandenburg giver den gas i Mercur

Otto Brandenburg
Otto Brandenburg
Foto: Scanpix
Otto Brandenburg blev kaldt baggårdspumaen. I aftenens afsnit af "Mercur" kunne man se hvorfor.

Otto Brandenburg (spillet af en vellignende Christian Collenburg) optrådte i aftenens afsnit af "Mercur" med alle de ansatser i personligheden, der siden skulle gøre ham kendt og berygtet som "baggårdspumaen".

Vi er i slutningen af 50'erne. Otto Brandenburg er stadig medlem af Four Jacks, og den dame- og festglade sanger prøver ihærdigt at åbne Flemmings øjne for, at tilværelsen kan byde på andet og mere end et dydigt samliv med kæresten Gitte.

Charmerende gavtyv fra Nørrebro

En charmerende gavtyv fra Nørrebro er han. Og sådan var Otto Brandenburg også i virkeligheden, hvor han i 50'erne via Ib Glindemanns swingorkester og senere Four Jacks endte som et fejret og feteret ungdomsidol. En dansk Elvis Presley i åbentstående skjorte.

I begyndelsen sang han overvejende amerikanske pop- og rockmelodier, og han fik sit store gennembrud med "What do you want to make those eyes at me for".

"To lys på et bord" blev nummer sjok

Ikke et øje var tørt, da han i 1960 deltog i Det Danske Melodi Grand Prix med "To lys på et bord", men af uransagelige grunde valgte juryen at bortdømme sangen til sidstepladsen. Det kunne Otto Brandenburgs bankrådgiver dog være ligeglad med. Sangen blev et kæmpehit og solgte i mere end 200.000 eksemplarer, da den udkom på plade.

LÆS OGSÅ; Schiøler fra "Mercur" i kæmpebrandert

Samme år filmdebuterede Otto Brandenburg i "Sømand i knibe". Rollen var ligegyldig, men han sang to sange, der også blev evergreens. Nemlig "Susanne, Birgitte og Hanne" og "Når en sailor går i land". Op gennem 60'erne forlod han efterhånden schlager-genren og kastede sig i stedet over jazzen, hvor han høstede ny ros og kunstnerisk anerkendelse.

Otto Brandenburg fik de skæve filmroller

Mange år senere var Otto Brandenburgs filmroller alt andet end ligegyldige. Han var hverken uddannet sanger eller skuespiller, men også på film ejede han et særegent talent, der indbragte ham to Bodil-statuetter. Blandt andet for sin elskelige figur i børnefilmen "Gummi-Tarzan". Han spillede ikke. Han var. Måske fordi han ofte fik roller som skæve, utilpassede og nogle gange alkoholiserede eksistenser.

Her kunne han trække på egne erfaringer. Han levede til tider et hårdt liv, der i perioder førte ham ud i bundløs gæld og dybe, personlige kriser.

Død for 10 år siden

Men Otto Brandenburg faldt til ro og levede stille og tilbagetrukket sine sidste mange år i et rækkehus nord for København sammen med den tidligere DR-producer, Hanne Mynster.

Han døde for 10 år siden den 1. marts 2007. Han blev 72 år.

Læs mere om: