Onsdag, 28. december 2022 - af Regitze Ørnstrup Christensen

Rørende historie bag Helmigs Malaga-hit

Thomas Helmig
Thomas Helmig på Tinderbox 2022 i Odense.
Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
Thomas Helmig fortæller om inspirationen til "Malaga", og afslører detalje om særlig linje.

Der er ingen tvivl om, at Thomas Helmigs sang ”Malaga” er blevet et stort hit for både nye og gamle Helmig-fans.

Og tager man et kig på musiktjenesten ”Spotify”, ligger den da også højt på listen over mest lyttede numre med cirka 11,5 millioner afspilninger.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

I TV 2’s nye dokumentar, ”Thomas Helmig på hjemmebane” fortæller han, hvor inspirationen til sangen kom fra, og i dette tilfælde kom inspirationen og fornemmelsen fra en film.

- Pedro Almodóvar havde lavet en film, der hed ”Alt om min mor” (Todo sobre mi madre, red.). Der var et stykke musik i den film, som intet har med den sang at gøre, men selve stemningen i det stykke musik gjorde, at jeg satte mig hen til min guitar og skrev ”Malaga” lige efter. De har intet med hinanden at gøre, så det er ikke noget med, at man stjæler musik. Det er noget med, at man bliver inspireret af en fornemmelse, fortæller han.

Men Helmig kommer også ind på tematikken i sangen. Den handler nemlig om det samme, som alle hans sange handler om. Relationer mellem mennesker, og hvordan det hele handler om at høre til.

- For mig handler sangen helt klart om, hvor vigtigt det er – i en temmelig rodløs tilværelse og i en temmelig rodløs verden – at have en fornemmelse af at høre til. Og så er det fuldstændig ligegyldigt, hvor fanden det er, man hører til. Man kan også rejse rundt i hele verden med en smuk kvinde, fordi det bare er hos hende, man hører til, uanset hvor hun er. Det handler ikke om geografi, fortæller sangeren.

Og selvom det ikke nødvendigvis altid handler om geografi, så kan man ikke komme udenom, at der i sangen bliver nævnt en del byer i omkvædet. Grundessensen ligger dog nok i den sidste by, der bliver nævnt.

For kender man bare en smule til Thomas Helmig, så er det næppe en overraskelse, at han er født og opvokset i Aarhus, og at det er en by og et sted, der står hans hjerte utroligt nært.

Og netop dét knytter han en særlig tanke til, da han fortæller om tilblivelsen af sangen.

- Da jeg skrev ”Jeg lukker mine øjne i Aarhus”, der var jeg sgu ikke i Aarhus. Der var jeg et helt andet sted, men alligevel havde jeg det som om, at jeg lukkede øjnene herhjemme, fortæller han.

Og skulle du have glemt, hvordan sangens omkvæd lyder, kommer det her:

”Så godnat, Malaga, godnat, København

Mine længslers vingesus, åh ja

Sov godt, Michigan og Englenes By

Jeg lukker mine øjne i Aarhus”.

Seneste nyt

Relaterede artikler

Udvalgt til dig

Fra forsiden