Sanne Salomonsen er et hit for X Factor

Sanne Salomonsen

Sanne Salomonsen

Foto: Jeppe Michael Jensen

Sanne Salomonsen er braget igennem som "X Factor"-dommer. Programmet scorede de suverænt højeste seertal i den første uge af 2018.

Tirsdag, 9. januar 2018 - af John Lautrup

Sanne Salomonsen, 62 år, har med sin enorme karisma fået et kæmpe comeback i danskernes bevidsthed med sin dommertjans i "X Factor".

Talentkonkurrencen på DR1 var med 1.346.000 seere en suveræn topscorer i årets første TV-uge. Andenpladsen går ovenikøbet til mandagens genudsendelse af forrige uges "X Factor"-premiere med omtrent samme seertal, og mon ikke programmet og DR kan takke hele Danmarks rockmama for de flotte tal.

 

Sjov og hjertelig

Hun har i hvert fald ikke høstet andet end medrivende anmeldelser både i aviserne og på de sociale medier for sin indsats. Med hele sin lange karrieres autoritet er hun nok den første kvindelige "X Factor"-dommer, som har været i stand til at dupere Thomas Blachman. Og det i en grad, så han næsten fremstår blid som et skaldet lam. 
 
Dertil kommer, at hun er både sjov og rørende empatisk overfor deltagerne. Ikke et øje var tørt, at da hun i premiereprogrammet fik dæmpet et angstanfald hos en ung pige, så denne var i stand til at synge sin sang og ovenikøbet blive stemt videre af de tre dommere. 

Mere Sanne på søndag

Hvis man ikke kan få nok af Sanne Salomonsen, kan seerne også følge hende i DR2’s nye søndagsdokumentar ”Anne, Sanne og Lis” om samarbejdet med Anne Linnet og Lis Sørensen tilbage i 80’erne. På søndag kan man i andet afsnit se, hvordan hun også dengang turde sige fra.., over for en dominerende Anne Linnet.