28. mar. 2023
Af Regitze Ørnstrup Christensen

Tivoli løfter sløret: Sanne Salomonsen slutter sig til Thomas Helmig

Sanne Salomonsen
Sanne Salomonsen.
Foto: Martin Høien
Der er lagt i kakkelovnen til fællessang og dans, når Tivoli tilføjer flere artister til deres koncert-koncept ”LørdagsHits”.

For nylig offentliggjorde Tivoli artisterne til de 24 Fredagsrock-koncerter, der løber fra april til september.

Men det er ikke de eneste koncerter, der er på programmet denne sommer i den historiske have.

Tivoli kunne nemlig også for få uger siden offentliggøre deres nye koncert-koncept: ”LørdagsHits”.

Koncerter de beskriver som ”musik du kender, og kan synge med på”.

Allerede nu er Thomas Helmig tilføjet til plakaten, men nu løfter Tivoli sløret for to navne mere, der kommer til at pryde ”LørdagsHits”-plakaten.

På et pressemøde i Tivoli tirsdag middag, afslører de nemlig, at hele Danmarks Rock Mama, Sanne Salomonsen, også lægger vejen forbi Tivoli til ”LørdagsHits”.

Hun kigger forbi med musikerne fra ”Electric Guitars”, og lover at der bliver skruet op for rocken lørdag den 22. juli.

Men det er ikke kun Sanne Salomonsen, der er tilføjet til plakaten.

Det er duoen Sko/Torp også.

Duoen, der består af sanger Søren Sko og guitarist Palle Torp, kan i år fejre 30-års jubilæum, og den 15. juli lægger de altså ligeså vejen forbi haven med deres elskede klassikere.

Indtil videre kan gæster af haven altså se frem til musik fra Sko/Torp den 15. juli, Sanne Salomonsen den 22. juli og Thomas Helmig den 29. juli. Alle koncerterne starter klokken 21.00.

Tivoli oplyser dog, at de fortsat er ved at sammensætte programmet for ”LørdagsHits”, og at programmet i år består af otte koncerter, som løbende vil blive afsløret.

Læs mere om: