TILLYKKE: Andreas Mogensen fylder 40 år
Andreas Mogensen fejrer i dag sin runde fødselsdag i Houston, Texas, hvortil han og familien fornylig flyttede. Her skal han de kommende år arbejde sammen med sine amerikanske astronautkolleger og forhåbentlig kvalificere sig til endnu en tur ud i den store vægtløshed.
Andreas Mogensen venter sin første søn
Den bedste fødselsdagsgave venter senere i november, når hans kone, Cecilie Beyer, efter planen føder parrets første søn og lillebror til Emily på tre år.
Den 2. september 2015 blev Andreas den første dansker i rummet, da han i en russisk Sojus-raket lettede fra Bajkonur-kosmodromen i Kasakhstan. To dage senere ankom han og to andre kosmonauter til Den Internationale Rumstation, hvor han opholdt sig i otte dage inden hjemturen og den vellykkede landing på en slette i Kasakhstan.
Andreas Mogensen skød sig også ind i danskernes hjerter med sin altid venlige og smilende optræden. En meget sympatisk mand, som med en imponerende målrettethed hele livet har arbejdet på at opfylde sin drøm om at blive astronaut.
Andreas Mogensen hos dronningen
Han har rejst rundt i verden, taget de relevante uddannelser og høstet erfaringer i relevante job. Og da den europæiske rumfartsorganisation, ESA, i 2009 på et pressemøde i Paris præsenterede seks udvalgte astronautkandidater blandt 8413 ansøgere, var en tydeligt glad og stolt Andreas Mogensen én af de seks.
Umiddelbart efter hjemkomsten sidste år blev Andreas Mogensen kaldt i privat audiens hos dronning Margrethe, der overrakte ham Belønningsmedaljen af 1. grad med krone.
Stort tillykke til Andreas Mogensen.