Oh Land om X Factor: Overvejede at sige nej
Til januar kan man se Oh Land som dommer i ”X Factor” for tredje gang, men faktisk overvejede sangerinden at takke nej til tilbuddet i år.
Hun er nemlig blevet mor for anden gang i begyndelsen af august, og de første audition-optagelser venter lige rundt om hjørnet.
Oh Land: Vi er sammen om det
- Jeg har helt klart overvejet, om jeg skulle gøre det. Vi har snakket meget om det hjemme i min lille familie i forhold til, vi nu har to børn, og en af dem er meget lille. Det har krævet total opbakning, at min mor kan træde til og hjælpe med pasning, og at min kæreste har taget en lang barsel.
- Vi kommer til at være sammen om det, og så er det et sindssygt fedt arbejde at have, når man er selvstændig og på barsel, fordi det er en så sød produktion, at jeg kan og ud at amme, når der er behov for det, lyder det fra Oh Land, som altså kommer til at have sin kæreste, Adi, og sønnen med, når optagelserne står på.
Oh Land: Nemmere anden gang
Den 35-årige sangerinde har i forvejen sønnen Svend på fire år med sin eksmand, og det er en helt anden oplevelse at blive mor for anden gang.
- Det er for fedt. Hvis bare man kunne gøre anden gang første gang, ville det hele være lidt nemmere. Man ved, hvad det handler om, og at de nok skal klar den. Og at man selv skal klare den, og at man er god nok. Første gang er der så meget tvivl og usikkerhed, så det er fantastisk at gøre det igen med en anden ro, fortæller Oh Land.
I ”X Factor”-dommerpanelet får hun i denne sæson selskab af den erfarne Thomas Blachman samt det nye skud på stammen, DJ og producer Martin Jensen. Der er premiere på den nye sæson på TV 2 til januar.