
Pelle Hvenegaard og familiens vilde beslutning: Flytter til Sydafrika

Pelle Hvenegaard og familien har taget en vild beslutning.
Til december rykker de teltpælene op og flytter til Sydafrika i et år, fortæller han og hustruen Caroline på Instagram.
I 2016 adopterede de datteren Ukhona fra netop Sydafrika, og de ser det som en perfekt mulighed for at få en forbindelse til landet og lære det at kende på en måde, hvor man ikke er turist.
Pelle og Caroline Hvenegaard har styr på skole til Ukhona, men hvad de skal, eller hvordan det skal finansieres, ved de endnu ikke.
- Det er bare med at gøre det, og det er nu, inden hun bliver så stor, at vennerne fylder så meget, at det næsten vil være tortur at tage hende med, lyder det fra Pelle Hvenegaard i videoen, BILLED-BLADET har fået lov til at dele.

- Jeg tænker ikke, at vi er de eneste, der går med den her drøm om at gøre et eller andet andet med livet. Som fx at tage til udlandet og prøve noget. Og nu gør vi det, siger Pelle Hvenegaard om det nye eventyr i Instagramvideoen, som kan ses herunder.
Pelle Hvenegaard, som tidligere har været både skuespiller og tv-vært, udkom i 2018 med sin bog, "Kære Zoe Ukhona", som handler om parrets "fertilitets- og adoptionshelvede", de gik i gennem, før de endelig fik Ukhona i armene.
