Mette Frederiksen på særlig mærkedag: Disse tre ting fylder hos mig
11. marts 2020 vil for de fleste danskere stå klart i erindringen - i dag og i fremtiden. Det var nemlig den dag Mette Frederiksen holdt pressemøde og kom med beskeden, der har forandret danskernes liv det seneste år.
11. marts var en særlig dag
Selv har statsminister Mette frederiksen også gjort sig nogle tanker om den meget særlige dag - omend hun mener, at der er flere mærkedage end blot den 11. marts.
- Ét år siden. Det er vildt at tænke på. Egentlig er der mange andre ”årsdage”. 27. februar, hvor den første dansker blev smittet. 14. marts hvor den første dansker desværre døde med corona. Når jeg tænker tilbage på det, flyder dagene og ugerne sammen. Smitten steg voldsomt, og vi holdt et hav af pressemøder. Men 11. marts blev særligt. Mange kan huske, hvor de var dén dag, skriver Mette Frederiksen blandt andet i et opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov at dele.
Mette Frederiksen om året der er gået
- Hvad står så tilbage her et år efter? Det kan man sige meget om. Du må meget gerne dele dine refleksioner, skriver hun i opslaget til danskerne på Instagram og fortsætter:
- Jeg vil pege på tre ting. For det første kan vi som befolkning være stolte. Jeg håber, vi kan sende hinanden et smil i dag. Et anerkendende nik: Du gjorde det. Når man opremser ”resultaterne” kan det lyde lidt højstemt. Men det er ikke desto mindre rigtigt: Vores sundhedsvæsen er ikke brudt sammen. Vi har reddet menneskeliv. Holdt hånden under tusindvis af arbejdspladser og erhvervsdrivende.
- Nu er vi i gang med at åbne. Indtil videre på en måde, hvor vi holder smitten nede og foreløbig har undgået det, vi ser i andre lande i Europa. Lande som desværre er tvunget til nye nedlukninger. Derfor også en appel om, at vi fortsætter med at gå gradvist frem.
Mette Frederiksen: Sammenholdet betyder alt
- Det andet er sammenhold. Ét er alle eksemplerne på hjælpsomhed, opfindsomhed og en enorm ansvarsfølelse. Noget andet er det perspektiv, det tegner for fremtiden. Hvis vi kan bekæmpe en global pandemi. Fordi vi beslutter os for det. Står sammen. Så tænk på alt det, vi også kan. Det er for mig en af de vigtigste pointer, som jeg håber, vi tager med os. Vi er ikke afmægtige. Konfronteret med corona valgte vi, at den ikke skulle rasere vores samfund. Vi lod ikke lade Fanden tage de sidste.
- Det sidste er sårbarhed. Mon ikke mange af os har reflekteret over livet, som vi kendte den? Længslen efter kultur og oplevelser. En hverdag med arbejde og skole. Nærheden til andre mennesker. På det mere politiske plan har vi også set en sårbarhed som samfund. Først manglede vi tests. Så manglede vi værnemidler. Nu mangler vi vacciner. Danmark var ikke forberedt. Det må ikke ske igen. Det er ikke mindst derfor, vi arbejder for at sikre en øget produktion af vacciner.
- Tilbage vil jeg bare sige: TAK ❤️, skriver Mette Frederiksen slutteligt på årsdagen for corona-nedlukningen af landet.