Surt! Mette Frederiksen må igen udskyde sit bryllup
Mette Frederiksen må igen udskyde sit bryllup. Danmarks 42-årige statsminister skulle have været gift med filmfotograf Bo Tengberg, 55 år, den 18. juli, erfarer BILLED-BLADET. Men igen er der stukket en kæp i hjulet på den glade begivenhed.
Mette Frederiksen er indkaldt til et EU-topmøde på datoen, og den slags kan en regeringschef ikke melde afbud til. Så endnu en gang må statsministerparret finde en ny bryllupsdato i kalenderen. Det ville være til at forstå, hvis de og de formentlig mange bryllupsgæster efterhånden er ved at være utålmodige efter at komme igang med kærlighedsfesten.
Oprindeligt skulle Mette Frederiksen og Bo Tengberg have været gift i sommeren 2019. Men de valgte at udskyde brylluppet til i år, da folketingsvalget og hendes efterfølgende indtog i Statsministeriet gjorde hendes hverdag så hektisk, at der ikke var tid og rum til et afslappet bryllup.
I marts væltede coronakrisen så alles hverdage fuldstændig omkuld, inklusive statsministerens, og igen svævede det i det uvisse, hvornår hun og Bo Tengberg kunne give hinanden et ja. I takt med genåbningens faser besluttede de sig for den 18. juli, men heller ikke denne gang skulle det altså lykkes.
Mette Frederiksen og Bo Tengberg bor sammen i Hareskovby nord for København med deres fire sammenbragte børn. Derudover har Bo Tengberg en voksen datter.
Ifølge BILLED-BLADETs kilder har parret endnu ikke fundet en ny dato.