Til lykke: Lone Dybkjær fylder 75
Lone Dybkjær vidste det ikke. Hun var bare jublende glad den lune sommeraften i 1992, da hun arm i arm med Poul Nyrup Rasmussen afslørede deres forlovelse efter en Pavarotti-koncert på Rosenborg Eksercitsplads i København. Den aften kunne hun heller ikke vide det. Men hun blev tvunget til at ofre sin politiske karriere på kærlighedens alter
I dag, lørdag, fylder hun 75 år, og de senere år har ikke været rare mod den tidligere radikale miljøminister. Hun har fået fjernet sit ene kræftramte bryst og meget værre: I 2013 mistede hun sin datter, Lotte Dybkjær, der bukkede under efter lang tids kamp mod sclerose.
Lone Dybkjær lever nu udenfor rampelyset
Alligevel har hun i interviews fortalt, hvordan hun har kæmpet sig tilbage til glæden ved livet. En glæde, som også før ulykkerne ramte hende må have været udfordret med jævne mellemrum. Måske virkede hun også som en rød klud på nogle, fordi hendes stålsatte karakter er monteret i et meget smukt ydre. Hun dukkede op på scenen i en tid, hvor det stadig var ilde set hos visse mænd, når smukke kvinder udfordrede dem på deres egen banehalvdel.
Lone Dybkjær blev valgt til Folketinget som 33-årig i 1973. Hun var miljøminister i KVR-regeringen fra 1988 til 1990 og havde regnet med at kunne blive minister igen, da hendes forlovede dannede den første Nyrup-regering i 1993 med blandt andre Det Radikale Venstre. Men hun gjorde regning uden sine gruppefæller. De mente, at det var politisk uholdbart. I stedet blev hun en bestemt førstedame med egne fasttømrede holdninger til, hvad sådan én skal lave. Og ikke mindst ikke lave. Det gav efter sigende embedsmændene i statsministeriet grå hår. Men hun stod fast.
Mens Nyrup var statsminister, var hendes politiske manøvrerum i dansk politik begrænset. I stedet blev hun i 1994 valgt til Europa Parlamentet med et tårnhøjt stemmetal. Her var hun i ti år, inden hun vendte hjem og blev genvalgt til Folketinget. Hun genopstillede ikke ved valget i 2011 og har siden levet uden for rampelyset med sin ligeledes politiske pensionerede mand.
Læs også: Lone Dybkjær ramt af brystkræft