13. apr. 2019
Af Stine Ramlyng

Farverigt og følelsesladet farvel til Master Fatman

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/fatmankiste.jpg
Foto: Aller Media
Efter godt en times mindehøjtidelighed i Helligaandskirken i København blev kisten med Master Fatman danset ud af kirken af sambapiger til en blomsterdekoreret rickshaw.

Helligaandskirken på Strøget i København var stuvende fuld af familie, venner og andre, der var mødt op for at tage afsked med DJ, foredragsholder, radiovært og multikunstner Morten "Master Fatman" Lindberg, der døde pludseligt 26. marts.

Og helt i hans ånd forsøgte begravelsesfølget at lave mere fest- end begravelsesstemning, da familien havde budt de fremmødte at møde op i farvestrålende tøj.

- Vi skal tage afsked med et menneske, som ikke bare betrådte denne jord for en tid. Men som med sit verdensbillede, sit menneskesyn og sin musikalske indsigt – sit hjerte – formede vores hverdag og gjorde os til taknemmelige tilhørere, sagde sognepræst og personlig ven af Master Fatman Mia Lund Rao blandt andet i sine mindeord.

Efter en bevægende højtidelighed blev den farvestrålende kiste båret ud til rytmerne fra sambadansende kvinder med fjerpragter på hovedet og kisten sat ind i en blomsterdekoreret rickshaw, hvorefter hele følget med hornmusik og masser af de rytmer, som Master Fatman var så kendt for at elske, fulgte den farvestrålende kiste gennem Strøget til Dronning Louises Bro for at lægge blomster.

https://imgix.billedbladet.dk/stroeget.jpg
Foto: Lars H. Laursen

Master Fatman efterlader sig hustruen Herminia og fem børn, Wilhelm, Sol, Vincius, Heaven og River.

Senere på foråret vil Mortens Lindbergs urne efter planen blive nedsat på Assistens Kirkegården også i København.

Gense en stribe skønne billeder med hele Danmarks Master Fatman herunder:

Galleri: Sådan husker vi Master Fatman

Læs mere om: