
Sebastian Bull har en klar holdning til kæresten Asta Björks nye Vild med dans-partner

Da TV 2 tidligere på ugen offentliggjorde navnene på de 10 nydansere i ”Vild med dans”, stod det klart, hvem Asta Björk har fået som sin nye partner.
Den 27-årige danser er blevet matchet med dette års alderspræsident, 65-årige Jesper Asholt.
Jesper Asholt har en lang karriere bag sig som skuespiller, og nu kaster han sig ud i dansens verden.
For to år siden fandt Asta Björk kærligheden med sin daværende dansepartner, skuespilleren Sebastian Bull, og han reagerer nu på, at hun skal danse med Jesper Asholt i den allersidste sæson.
- Jesper er en af de skuespillere, som jeg har haft sindssygt stor respekt for, fortalte 29-årige Sebastian Bull til BILLED-BLADET til premieren på ”Hood” og uddybede:
- Han spiller fremragende i filmen ”Kunsten at græde i kor”, og han er en af dem, som jeg virkelig har suget meget inspiration fra. Så jeg synes kun, det er fedt.

Han glæder sig til at følge med i studiet, når Asta Björk og Jesper Asholt om nogle uger indtager dansegulvet i ”Vild med dans”.
- Fredage er reserveret til Asta. Mit arbejde kommer bagefter, fastslog Sebastian Bull.

Lige nu har hans kæreste og hendes nye dansepartner travlt i træningslokalet.
- Jeg har ikke nået at møde Jesper endnu, men jeg glæder mig, sagde Sebastian Bull og tilføjede med et smil:
- Jeg kan forstå på Asta, at det går virkelig godt, og at der er god stemning. Han vil bare så gerne lære at danse.

