12. jul. 2021
Af Ulrik Ulriksen

Ærlig Kasper Hjulmand: Jeg er slet ikke kommet mig over det

Kasper Hjulmand
Kasper Hjulmand
Foto: Mikael Rieck
Det danske herrelandsholds træner Kasper Hjulmand nød slet ikke optakten til den spændende EM-finale i fodbold søndag aften. Det erkendte han i EM-studiet hos Josefine Høgh.

Kasper Hjulmand har som landstræner under EM-slutrunden i fodbold sammen med sit hold oplevet en fuldstændig vanvittig rutsjebanetur, siden der var åbningskamp i Parken mod Finland den 12. juni.

Kasper Hjulmand i EM-studiet

Først blev Hjulmand og hans hold og hele Danmark ramt af det forfærdelige chok med Christian Eriksens hjertestop i Parken og dernæst kæmpede landsholdet sig tilbage i EM-turneringen, der kunne have endt med et sportsligt mirakel, men som endte med exit i semifinalen mod England.

Søndag aften var Hjulmand i EM-studiet hos DR’s Josefine Høgh, hvor han reflekterede over ugerne med op- og nedture.

Ærlig udmelding

Kasper Hjulmand var ærlig i sine udmeldinger før EM-finalen mellem Italien og England på Wembley.

I øvrigt en kamp han ikke selv havde meget lyst til at se.

- Jeg er slet ikke kommet mig over det, for jeg har ikke fået det bearbejdet endnu. Det kommer til at tage noget tid. Den seneste måned har vi jo stort set kun været fokuserede på kampene, sagde Hjulmand, der ikke har fået skuffelsen over semifinale-nederlaget ud af kroppen.

Kasper Hjulmand fortalte i studiet desuden, at den voldsomme aften i Parken med Christian Eriksens hjertestop har påvirket ham og alle spillerne i ekstrem grad.

Det var så tæt på

Det har også ramt Hjulmand på den faglige stolthed og på følelserne, at Danmark ikke kom i EM-finalen søndag aften.

Det var så tæt på, men en dommerfejl forærede England sejren i semifinalen, og Hjulmands drenge var dermed ude af turneringen.

- Jeg har ikke kunnet finde ro, siden jeg kom hjem. Den mulighed, der glippede for os, irriterer mig grænseløst. Jeg er stadig dybt skuffet over, at vi tabte til England, og den kamp sidder stadig i mig. Vi var så tæt på, og vi havde fornemmelsen af, at vi kunne vinde, lød det fra Kasper Hjulmand, der nu er på sommerferie, og som forlod DR’s EM-studie, inden EM-finalen mellem Italien og England begyndte søndag aften klokken 21.00.

Læs mere om: