30. dec. 2021
Af Majken Munk

Flot hæder: Håndboldhelten Mathias Gidsel vinder prestigefyldt pris

Mathias Gidsel
Mathias Gidsel
Foto: Jesper Sunesen
Håndboldspiller Mathias Gidsel har haft et forrygende år, der både har budt på VM- og OL-medaljer. Han slutter året af med endnu en sejr.

Før 2021 var der muligvis ikke særligt mange danskere, der kendte Mathias Gidsel.

Men den 22-årige håndboldspiller har virkelig slået sit navn fast.

På landsholdet viste han, at han allerede er én af de bærende kræfter, og nu kan han fejre en enorm hyldest af hans talent.

En fornem pris

For DIF, Team Danmark og Politiken har kåret Mathias Gidsel som ”Årets fund”.

Det er en pris, som håndboldspilleren er meget beæret over at vinde.

- Det er stort. Det er specielt. Jeg er ikke så vant til at vinde priser. Og så sådan en fornem pris, hvor der er mange store sportsstjerner, der har vundet tidligere. At komme i den klub, det er specielt. Det er noget, man bliver lidt stolt over, og selv om jeg ikke er så god til at sige tillykke til mig selv, så er det selvfølgelig virkelig fedt, siger Mathias Gidsel i en pressemeddelelse.

Medaljer i massevis

Årsagen til, at det netop er Mathias Gidsel, der er løbet med prisen, er, at han har præsteret at vinde en VM-guldmedalje samt en OL-sølvmedalje med herrelandsholdet.

Med prisen som ”Årets fund”, der er Danmarks ældste sportspris, følger udover en statuette også 75.000 kroner.

På andenpladsen endte cykelrytter Carl-Frederik Bévort, mens bryderen Turpal-Ali Bisultanov endte på en tredjeplads.

Mathias Gidsel er også udtaget til landsholdet, når de den 13. januar skal deltage i EM 2022.

Læs mere om: