
Håndboldstjernen Lasse Møller har kæmpet med svære tanker: Da han blev far, ændrede alt sig

Det er første gang, at 29-årige Lasse Møller er til en EM-slutrunde, og for bagspilleren er det en drøm, der er gået i opfyldelse.
Han har i mange år været et lysende talent på håndboldbanen, men skader har gang på gang sat en stopper for drømmen.
Han har tidligere kæmpet meget med sin nervøsitet og om at slå til på banen og modstå præstationspresset. Men efter at han og hustruen Ida i maj sidste år blev forældre for første gang, er han sluppet af med de svære tanker, fortæller den 29-årige håndboldsstjerne på et pressemøde under EM.
– Det at blive far har måske afbalanceret mig som menneske, lyder det fra Lasse Møller, der nævner, at dengang Mikkel Hansen blev far kort før VM-slutrunden i 2019, brændte han banen af og spillede forrygende.
Lasse Møller mener ligeledes, at hans nye titel som far også har været medvirkende til den succes, han har haft på banen det forgangne år, og som har betydet, at han nu er tilbage i rødt og hvidt.
– Når man som menneske bliver noget større end bare den bold, man går og kaster, så tror jeg det kan være fordel som håndboldspiller, forklarer han.
– Jeg har altid kæmpet meget med de tanker, der er kommet som professionel håndboldspiller og professionel atlet for den sags skyld. Ikke med angst, men den præstationsnervøsitet og det spil, der er i hverdagen, når man skal præstere hele tiden, forklarer Lasse Møller om de tanker, der tidligere har tynget ham.
I 2023 var han med på landsholdet, da Danmark spillede VM. Det blev en kort affære, da han måtte tage hjem fra slutrunden med en skade. Han fortæller, at han har været nødt til at tage lidt afstand fra landsholdsdrømmen, når kalenderen har vist januar, og der var slutrunde.
– Der har jeg jo prøvet at tænke på noget andet og prøvet at rejse, få nogle oplevelser med min kære - nu kone - for at prøve at lægge det lidt på afstand, når man ikke kunne være med her, lyder det fra Lasse Møller, der også kan fortælle, at han har brugt litteraturen som en terapiform til de svære følelser og til at finde sig selv som menneske.
Nye tanker fylder
Med sine nye titler som far og ægtemand er det da også nogle helt andre tanker, han kæmper med end tidligere, hvor det var præstationspresset, som fyldte.
– Lige nu er det rigtig meget afsavnet, at man er væk hele måneden væk fra, at nu er jeg blevet far for ikke så lang tid siden. Der er rigtig meget afsavn og ofring ved at være her, så det, synes jeg, egentlig er den største personlige udfordring, fordi det jo samtidig også er en drøm, der går i opfyldelse, fortæller Lasse Møller.
Under slutrunden har Lasse Møller fået besøg af sin hustru, Ida, og deres lille ny i Herning, som støtter op om hans drøm.


