I dag sker det: Sådan hyldes Christian Eriksen i Parken

Kongelige, kendte og roligans i tusindvis vil være i Parken i aften, når det danske herrelandshold i fodbold går på banen for at spille en meget vigtig EM-gruppekamp mod Belgien.
Fokus på Christian Eriksen
Ved tv-skærme og storskærme vil et par millioner danskere også følge med i det sportslige drama, der kommer til at udspille sig på den kortklippede grønsvær på vores national-arena.
Der bliver naturligvis fokus på andet end det sportslige på den unikke juni-aften, for Christian Eriksen, der lørdag i kampen mod Finland faldt om med hjertestop og blev genoplivet på banen, skal hyldes.
Det sker både inden kampen og faktisk også ti minutter inde i EM-gyseren.

Klar til EM-gyser: Frederik og Mary tager nevøerne med i Parken
Alle klapper
For når kampuret passerer de 10 minutter, vil bolden blive sparket ud af banen, og herefter vil både det danske og det belgiske hold sammen med alle tilskuere i et minut klappe ad hele Danmarks Christian Eriksen, der er indlagt på Rigshospitalet bare få hundrede meter fra Parken.
Det er Facebook-siden Danmarks Tifohold, der står for at koordinere den visuelle stemning under landskampe i Parken, og de har planlagt en hyldest, der finder sted i det minut, der matcher Christian Eriksens trøjenummer på landsholdet.

Kongeligt besøg i EM-lejren: Det sagde Frederik til spillerne
Danmarks nummer 10
Christian Eriksen spiller i nummer 10, og derfor bliver han hyldet i det 10. minut.
Både i Parken og alle andre steder i hele landet, hvor man ser kampen.

- Når kampuret runder 10:00 på torsdag, rejser vi os op og hylder Christian Eriksen med en 1 minuts klapsalve sammen med en særlig hilsen til ham fra alle danskere med ønske om god bedring, lyder det på Danmarks Tifoholds sociale medieplatforme.

Efter Christian Eriksen-chok: Frederik og Mary roses af Kasper Hjulmand