
Kevin Møller fik besøg af familien: Tæller dage til, de skal mødes igen

Det skabte stor jubel, da Kevin Møller indtog Boxen onsdag i kampen mod Norge, hvor hans første aktion var at nappe et straffekast.
Han fik også en del minutter i kampens slutning. Dem endte han med at være tilfreds med.

For ham var det vigtigt lige at komme i kamp igen.
- Jeg synes, det var dejligt lige at få et par minutter i benene. Man kan hurtigt komme til at tvivle på, hvor man egentlig står henne, selv om man har haft en god sidste kamp, så er der bare mange kampe imellem, og så er det bare rart lige at få bekræftet, at man er, hvor man skal være. Én ting er at det ser godt ud til træning og man føler sig godt tilpas der, men det er bare noget andet, når man står på banen i Boxen, fortalte han til BILLED-BLADET på pressemødet torsdag.
Kevin Møller har – som han selv påpeger – ikke de overvejende minutter ved slutrunden. Det har hans makker Emil Nielsen.
Det er heller ikke mange minutter, at målmanden har haft med sin hustru Louise og deres børn Ingrid og Ludvig denne januar.
Men han mødtes med sin hustru og datter til lørdagens kamp.
- Jeg har haft familie til kamp. Det var i lørdags, hvor det passede med den tidlige kamp, så kunne min hustru og min datter komme. Så tog mormor og morfar vores søn og passede ham, fortalte han.
- Det var skønt lige at se dem der, ellers har det ikke været meget tid. Hun har et arbejde i hverdagen, der skal passes, og samtidig er der jo børnehave og vuggestue. Livet går videre. Vi lever lidt i vores egen boble. Det skal da også være ærligt sagt, at man er begyndt at tælle dage til, vi ser hinanden igen, uddybede han.
Fredag spiller de danske håndboldherrer semifinale, og her er det lidt usikkert, om familien er med på tilskuerrækkerne.
Det er mere sikkert, hvis Danmark spiller sig i en finale.
- Jeg ved ikke med semifinalen. Der har vi ikke helt afstemt endnu, hvordan det ser ud. Også qua af at vores søn har fødselsdag på lørdag, så der er lige noget, der skal passes ind der. Men søndag til en eventuel finale skulle de gerne være på lægterne, fortalte han.
