16. jun. 2013
Af af Juliane Olsen, NewsDesk, Aller Media

Lars Christiansen: Sådan fandt jeg sammen med ekskonen igen

Lars Christiansen om at finde tilbage til Christina Roslyng
Lars Christiansen
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Håndboldeksperten Lars Christiansen genfandt lykken med sin ekskone Christina Roslyng, da han lærte at give kærligheden plads.

Han indrømmer gerne, at han har levet et liv med speederen i bund i overhalingsbanen, og at det endte med at koste ham ægteskabet til kollegaen Christina Roslyng. Den 41-årige håndboldekspert Lars Christiansen fortæller nu åbent om, hvordan de to igen fandt lykken sammen.

- Jeg mistede selv mit ægteskab på den konto, fordi jeg bare levede fremad og opførte mig vildt egoistisk. Jeg betalte en vanvittig høj pris for at køre i overhalingsbanen hele tiden, for når alt kommer til alt, så er familien det vigtigste for mig, siger Lars Christiansen i et interview med magasinet Liv.

LÆS OGSÅ:
Christina Roslyng var den, der støttede Lars Christiansen igennem en periode, hvor han led af dødsangst

Sammen har parret syv-årige Frederik, og sønnen har da også været en stor del af grunden til, at de to igen har fundet melodien. Der skulle dog gå tre år fra hinanden, før Lars Christiansen og Christina Roslyng igen kunne fortsætte deres ægteskab.

- Heldigvis har Christina og jeg efter tre år fra hinanden fundet sammen igen. Respekt, forståelse og vores fælles barn Frederik gjorde, at vi stadig var en del af hinandens liv, da vi var fra hinanden. Vi har genfundet kærligheden, vi er sammen for at dele fremtiden – og ikke af praktiske grunde! Det må aldrig være årsagen til, at man finder tilbage, siger håndboldeksperten.

Giver hinanden plads

I dag har de lært en vigtig lektie om, hvad der skal til for, at de to kan få et parforhold til at fungere. Det er nemlig alfa og omega, at de hver især får tid og plads til også at være selvstændige individer.

LÆS OGSÅ:
Kom indenfor hos Lars Christiansen – se huset han har sat til salg

- Ved at give hinanden friheden til at opleve ting hver for sig. Vi er blevet bedre til at afstemme hinandens forventninger og få snakket om, hvad vi gerne vil opnå sammen – og så få det gjort! Vi husker at være kærester, selv om vores hverdage kan være travle og fyldt med praktiske gøremål. Alenetid indimellem er også vigtigt, så vi ikke kommer for langt væk fra hinanden. Det er for os lig med katastrofe for kærlighedslivet, siger Lars Christiansen til magasinet Liv.

Lars Christiansen stoppede karrieren som håndboldspiller i 2012, og har i dag helliget sig som foredragsholder, håndboldekspert og ambassadør for en række virksomheder som Hummel og Velux.

Læs mere om: