Mikkel Damsgaard: Derfor er kvartfinalen ekstra speciel for den unge stjerne
Efter den frygtelige start på EM var der formentlig ikke mange, der havde regnet med, at Danmark her tre uger senere skulle gøre sig klar til at spille en kvartfinale.
Men herrelandsholdet har vist mental styrke i verdensklasse og fantastisk fodbold, og lørdag aften venter endnu en afgørende kamp.
Mikkel Damsgaard kan fejre fødselsdag
Der er flere af landsholdets unde stjerner, som har imponeret under slutrunden. Blandt andre Mikkel Damsgaard, som har driblet stærke modstandere af banen, og som scorede det vigtige første mål i Danmarks kamp mod Rusland.
Kampen lørdag bliver ekstra speciel for det unge stjernefrø.
For udover at det er kampdag, kan Mikkel Damsgaard også fejre sin fødselsdag. Den 3. juli fylder stjernen fra Jyllinge 21 år.
Kasper Hjulmand betyder meget
Mikkel Damsgaard er blandt dem i truppen, der har mindst landsholdserfaring, men han har i mange år kendt landstræneren. Kasper Hjulmand var hans træner i FC Nordsjælland, og under slutrunden har han haft stor tro på den unge profil.
- Han betyder rigtig meget. Det var træneren, der hev mig op i voksenfodbold. Han lærte en masse fra sig i Nordsjælland. Han var min første træner i seniortiden, og jeg er selvfølgelig rigtig glad for ham, sagde Mikkel Damsgaard på et pressemøde onsdag formiddag.
Mikkel Damsgaard spiller til daglig i den italienske klub Sampdoria.