
Mikkel Hansen var klar med guldkram: Rasmus Lauge blev afbrudt midt i interview

Da guldtrumfen skulle fejres på banen, var landsholdsstjernernes gamle holdkammerat, Mikkel Hansen, klar med til at uddele store guldkrammere til europamestrene.
Det var til stor glæde for spillerne – særligt Mads Mensahs reaktion over at se sin gode ven var ikke til at tage fejl af.

Det var ikke kun i hallen, at han overraskede spillerne.
Også i mix zone efter kampen afbrød han Rasmus Lauge midt i et interview med BILLED-BLADET for her skulle Lauge ikke snydes for et guldkram.
- Hvad skal du nu?, spurgte Lauge Mikkel Hansen, da de havde krammet færdigt og nusset hinandens hår.
- Hjem. Jeg er en gammel mand, svarede Mikkel Hansen, hvorefter han forlod presseområdet.
Deler rørende ord om Mikkel Hansens betydning
Rasmus Lauge lagde herefter ikke skjul på, at han var taknemmelig for, at Mikkel Hansen var mødt op for at støtte dem.
- Det betyder da sindssyg meget. Han er jo også en af de helt store spillere gennem tiden. Hvis ikke den største. Han er en af dem, som virkelig har dannet grobund for, at vi står, hvor vi gør nu som landshold. Hans aftryk på det danske herrelandshold er der ikke nogen, der tager for givet, fortalte Rasmus Lauge.
Han fremhævede også, at det var dejligt at se Lasse Svan og Niklas Landin, som også har været en stor del af holdet i mange år ligesom ham selv, og de har haft mange fantastiske oplevelser sammen.




