6. aug. 2021
Af Marie Krakau

Nu har cykel-kærestepar begge vundet sølv for Danmark

Lasse Norman Hansen og Julie Leth ved VM i banecykling i 2020.
Lasse Norman Hansen og Julie Leth ved VM i banecykling i 2020.
Foto: Ritzau Scanpix
Onsdag kom første medalje i hus, fredag blev den anden sikret.

Danmarks OL-hold består nu af et sølvvindende kærestepar.

Ud af vores i alt 3 sølvmedaljer indtil videre ved dette års OL, er to hentet hjem af kæresteparret Julie Leth og Lasse Norman Hansen.

Lasse Norman cyklede sølvmedaljen i hus onsdag sammen med banelandsholdet bestående af Niklas Larsen, Frederik Rodenberg Madsen og Rasmus Lund Pedersen.

Helt lykkeligt var det dog ikke for det danske hold at ende på andenpladsen. De blev slået af Italien med blot en 17. del af et sekund, og det var et tydeligt skuffet hold, der mødte pressen efter løbet.

Anderledes lykkelig og stolt var kæresten Julie Leth, der også stiller op i banecykling, da hun fredag kunne fejre sin og makkeren Amalie Dideriksens triumf efter et stærkt udbrud i deres parløb.

Stolt kæreste

Baneduoen tog historiens første olympiske sølvmedalje i parløb for kvinder. Ved OL i Tokyo er kvindernes parløb for første gang en del af Legenes program.

- Det er en drøm for os, sagde Amalie Dideriksen om sin og Julie Leths sejr til DR.

Også Julie Leths kæreste Lasse Norman Hansen var stolt af deres præstation.

- Det er kæmpestort for mig, sagde han til TV 2 efter kærestens imponerende parløb.

Til sine 12.000 følger på Instagram hylder han Julie Leth, og deler et billede i sin story af kæresten og Amalie Dideriksen med teksten "Stolt!!!!"

Mulighed for endnu en medalje

Kæresteparret har snart mulighed for at fejre endnu en medalje. Lasse Norman skal nemlig i aktion igen lørdag formiddag kl. 9:55 dansk tid, hvor han skal køre parløb med Michael Mørkøv.

Derudover kan de søndag heppe på Julie Leths parløbsmakker, når Amalie Dideriksen er sidste danske atlet i aktion ved disse Olympiske Lege. Hun kører omnium fra kl. 3 dansk tid.

Læs mere om: