Nu kan jublen bryde løs: Jonas Vingegaard har skrevet Danmarkshistorie!
Det er 11 dage siden, Jonas Vingegaard på imponerende vis kørte sig i den gule førertrøje i Tour de France.
Siden har mange håbet på, at han kunne beholde sin placering i løbet frem til sidste etape.
Fra ukendt til verdensstjerne
Den 25-årige nordvestjyde har ikke selv villet tage glæderne på forskud, men nu er det sikkert og vist: Jonas Vingegaard har skrevet Danmarkshistorie!
Indtil sidste sommer, hvor han overraskede alt og alle og kørte sig til en andenplads i Tour de France, var der ikke mange, der kendte ham.
Men nu er hele verden kommet på fornavn med danskeren, der netop har vundet verdens største cykelløb som den bare anden dansker i historien.
Danskeren kørte over målstregen cirka 19.45, og kæresten Trine og datteren frida stod klar til at tage imod - naturligvis klædt i gult.
Kæmpe fest i Paris
Sejren var allerede lørdag en realitet, da han kørte sit livs enkeltstart, men nu kan Jonas Vingegaard officielt lade sig hylde som vinder.
Søndag aften kørte han og resten af feltet over målstregen på Champs-Élysées, og forude venter der en kæmpe fejring af Jonas Vingegaard i Paris, hvor masser af danskere også befinder sig.
Hvis man ikke er i Frankrig, kan man på onsdag få et glimt af verdensstjernen herhjemme.
Jonas Vingegaard kører fra Københavns Lufthavn og til Københavns Rådhus, hvor man vil kunne hylde ham, når han træder ud på balkonen. Dernæst fortsætter han og de øvrige danske ryttere videre til Tivoli, hvor de vil blive fejret oven på et historisk Tour de France.