19. jul. 2018
Af Ulrik Ulriksen

Preben Elkjær er blevet æresborger i Verona

Preben Elkjær
Preben Elkjær
foto: AOP
Den danske fodboldhelt Preben Elkjær er blevet hyldet i Italien, hvor han førte klubben Hellas Verona til et historisk mesterskab i 1985.

Preben Elkjær er blevet udråbt som æresborger i den italienske by Verona, hvor han spillede mellem 1984 og 1988.

Elkjær var spydspids for byens hold Hellas Verona, som han førte til et overraskende nationalt mesterskab, det såkaldte Scudetto, tilbage i 1985. Det hidtil eneste i klubbens historie.

Samme år scorede Danmarks skarpe angriber også mål på samlebånd for landsholdet under ledelse af Sepp Piontek.

Prebens store dag

- Så blev det officielt, æresborger i Verona, tak til alle der har sendt hilsner, skrev Elkjær selv på sin Twitter-konto i forbindelse med udnævnelsen.

Hyldesten fandt sted tirsdag aften på Veronas rådhus.

Preben Elkjær spillede i alt 130 kampe for Hellas Verona, og han nåede at få netmaskerne til at blafre bag modstandernes målmand hele 48 gange i løbet sæsonerne i Støvlelandet.

Elkjær som borgmester

Topscorerens popularitet i 1980’erne var enorm, men i Italien har fodboldfans i Verona stadig ikke glemt Preben fra Danmark.

Når Elkjær er på besøg på det lokale stadion, spredes rygtet om den gamle stjernes tilstedeværelse hurtigt. Det får altid tilskuerne til at synge ”Elkjær, Sindaco”, hvilket betyder - Elkjær, Borgmester.

Borgmester er Preben Elkjær dog ikke officiel blevet endnu. Indtil videre må han nøjes med at være æresborger.

Læs mere om: