25. apr. 2023
Af Catja Klarskov

Sarah Mahfoud inspirerede kæresten: Nu afslører han rørende og overraskende beslutning

Sarah Mahfoud
Sarah Mahfoud
Foto: Hanne Juul
Den professionelle bokser Sarah Mahfoud havde for nylig sin kæreste, Tobias Sørig, med sig i ringhjørnet. Nu kommer kæresten med overraskende melding.

Da den professionelle bokser og “Vild med dans”-vinder Sara Mahfoud for nylig gik i bokseringen, havde hun sin kæreste, Tobias Sørig, med sig i ringhjørnet. Tobias Sørig er tidligere bokser, men han har ikke været i kamp de sidste fem år. Nu afslører kæresten alligevel den rørende og overraskende beslutning, han netop har truffet.

Efter hele fem år væk fra næseblod og hook skal Tobias Sørig nemlig atter tilbage i ringen. Det sker allerede om knap en måned, når Danish Fight Night-stævnet løber af stablen den 26. maj.

Det oplyser Tobias Sørig i en pressemeddelelse.

– Jeg har en sult og en lyst til at komme i ringen igen. Der var så fed en stemning ved sidste stævne. Jeg var med i ringhjørnet under min kæreste Sarah Mahfouds kamp, og jeg var med bag kulissen. Jeg kan mærke, at der sker meget mere nu, forklarer Tobias Sørig om beslutningen om sit snarlige comeback i bokseringen.

“Vild med dans”-vinderens kæreste afslører i samme omgang, at han har i sinde at donere samtlige af sine sponsorpenge ubeskåret til organisationen "Legeheltene".

“Legeheltene” er en velgørenhedsorganisation, hvis primære formål er at gøre hverdagen både lettere og sjovere for de børn, der er indlagt på de danske hospitaler.

Sarah Mahfoud vandt TV 2-programmet "Vild med dans" i 2016, hvorefter hun blev tilbudt en professionel boksekontrakt.

Læs mere om: