4. jul. 2025
Af Simone Løvstad Kristensen

Snart går det løs til EM: Nu sætter landsholdsspillerne ord på opgaven

Katrine Vejsgaard blev utrolig rørt, da hun fik at vide, at hun skulle med til EM.
Video: Søren Jul Lambert
Fodboldkvinderne skyder fredag EM i gang. Nu røber fem landsholdsstjerner, hvad de ser mest frem til, og hvad deres største udfordring bliver.

Fredag 4. juli tager kvindelandsholdet hul på EM i Schweiz, og når de danske fodboldkvinder går på banen, er de klar til at kæmpe for sejren.

BILLED-BLADET har mødt fem af de danske spillere forud for slutrunden. Her løfter de sløret for, hvad deres største udfordring bliver, og hvad de ser mest frem til.

Pernille Harder: "Der er et helt andet pres"

https://imgix.billedbladet.dk/2025-06-30/MixCollage-30-Jun-2025-01-42-PM-561.jpg
Pernille Harder.
Foto: Søren Jul Lamberth

Danmarks anfører Pernille Harder er sejrsulten og klar til at kæmpe i rødt og hvidt.

– Jeg glæder mig mest til, at det bare skal gå i gang. Nu har der været meget forberedelse, og jeg glæder mig til, at vi skal spille første kamp og alt, der kommer til at ske derefter, lyder det.

Hvad bliver jeres største udfordring?

– Det er at finde det rigtige spændingsniveau. Det er noget helt andet at spille EM-kampe. Der er et helt andet pres. Nervøsiteten og spændingen er anderledes end den plejer at være. Så det gælder om at finde det rette spændingsniveau, så vi kan præstere vores bedste på banen, fortæller stjernespilleren.

Nadia Nadim drømmer stort

https://imgix.billedbladet.dk/2025-06-30/MixCollage-30-Jun-2025-03-45-PM-8893.jpg
Nadia Nadim.
Foto: Søren Jul Lamberth

Efter halvandet år er 37-årige Nadia Nadim tilbage i den rød-hvide trøje, og det er en stor ære, påpeger hun.

– Jeg glæder mig til, at vi kommer til at konkurrere på det højeste niveau med nogle af de bedste hold i verden. Jeg ved godt, det er Europa, men Tyskland, Sverige og Polen er helt deroppe. Jeg glæder mig til at være i det fællesskab, hvor man har en fælles ambition, en drøm, som vi har arbejdet utrolig hårdt for og har gjort det i mange år. Jeg ser frem til at tilbringe tiden med nogle af mine bedste venner, som jeg har kendt i over 20 år, fortæller Nadia Nadim, der håber, at de hun og holdet kommer til at gøre mange stolte.

Katrine Vejsgaard Veje blev utrolig rørt

https://imgix.billedbladet.dk/2025-06-30/MixCollage-30-Jun-2025-03-40-PM-3243.jpg
Katrine Vejsgaard Veje.
Foto: Søren Jul Lamberth

34-årige Katrine Vejsgaard Veje tager hul på sin sjette slutrunde, og der er ingen tvivl om, at hun er beæret over at få ansvaret.

– Jeg er utrolig stolt over at være udtaget. Jeg blev virkelig rørt og overrasket, da jeg så DBU’s udtagelsesvideo, hvor mine forældre er med. De havde ellers sagt nej tre gange, fortæller hun.

– Jeg glæder mig, og det skal nok blive rigtig godt, understreger Katrine, der har store forventninger til slutrunden.

For hende bliver den største udfordring at styre sit temperament på banen, og hvis de kommer bagud, skal hun minde sig selv om at bevare roen. Men hun er klar til at give alt, hvad hun har, lyder det.

Isabella Bryld Obaze får slutrundedebut

https://imgix.billedbladet.dk/2025-06-30/MixCollage-30-Jun-2025-03-36-PM-4186.jpg
Isabella Bryld Obaze.
Foto: Søren Jul Lamberth

22-årige Isabella Bryld Obaze spiller sit allerførste EM.

Hvad glæder du dig mest til?

– Det er jo min første slutrunde, så jeg glæder mig til at opleve stemningen og spille mod de bedste hold i Europa. At kunne sige at man har været til EM, er en kæmpe ting i sig selv, fremhæver Isabella.

De erfarne spillere har taget godt imod hende på holdet, og det gør hende mere tryg.

– De andre spillere er meget nede på jorden. Der er jo mange store navne, som man godt kunne blive lidt intimideret af, men generelt er folk megasøde og nemme at snakke med, lyder det fra den unge stjernespiller, der til daglig spiller i USA for klubben Portland.

Sanne Troelsgaard: "Det bliver kæmpestort"

https://imgix.billedbladet.dk/2025-06-30/MixCollage-30-Jun-2025-03-50-PM-1847.jpg
Sanne Troelsgaard.
Foto: Søren Jul Lamberth

Sanne Troelsgaard glæder sig til langt om længe at tage hul på EM.

– Jeg ser frem til, at vi endelig kommer i gang nu med den her slutrunde. Vi har ventet længe på den. Det er et helt år siden, vi kvalificerede os. Jeg glæder mig helt vildt. Det bliver kæmpestort, fortæller hun.

For Sanne Troelsgaard findes der ikke noget større i fodboldverdenen end at repræsentere sit land.

Mere om: