11. apr. 2023
Af Christinna Braun

Stopper som Tour de France-vært: Her er Thomas Kristensens kendte afløser

Thomas Kristensen. 
Thomas Kristensen.
Foto: Lars H. Laursen
Thomas Kristensen stopper som Tour de France-vært, men hans afløser er ikke hvem som helst.

Til sommer fyrer Tour de France igen op for cykelfeberen, når verdens største cykelløb løber af stablen.

Det bliver dog ikke længere med den erfarne Thomas Kristensen i værtsstolen på TV 2.

Han stopper som vært på Tour de France, skriver B.T.

Hans afløser er ikke helt ukendt i Tour de France-verdenen, da der er tale om Søren Reedtz, som har dækket cykelløbet i årevis som reporter, først for DR og siden for TV 2.

- Thomas Kristensen er blevet helt og aldeles fodboldmand, så han stopper på Tour de France. Der er rigeligt med fodbold til Thomas, så det giver ikke mening for ham at fortsætte med at bruge så mange timer på Touren, siger TV 2 Sports chefredaktør, John Jäger, til B.T.

Han glæder sig over, at Søren Reedtz overtager værtstjansen, skriver B.T.

- Søren er vanvittigt dygtig til at få noget godt ud af rytterne, når vi får dem i studiet. De kompetencer skal vi udnytte, fortæller chefredaktøren.

Søren Reedtz. 
Søren Reedtz.
Foto: TV 2 Danmark

Med Søren Reedtz i værtsstolen, bliver det nu Kasper Højstrup, der overtager rollen som live-reporter, skriver mediet.

Det er stadig makkerparret Rolf Sørensen og Dennis Ritter, der styrer slagets gang i kommentatorboksen, når hjulene ruller.

Læs mere om: