
Susede hjem efter kamp: Emil Bergholt er blevet far

Det var noget af en historie, da Emil Bergholt susede hjem fra Boxen lørdag efter Danmarks kamp mod Spanien.
Efter kampen kunne landstræner Nikolaj Jacobsen bekræfte, at det naturligvis var, fordi han skulle hjem til højgravide kæreste Astrid.

Til pressemødet søndag formiddag kunne landstræneren så overbringe de lykkelige nyheder.
- Jeg skulle hilse og sige, at alt er gået, som det skal, og alle har det godt. Han blev far til en lille dreng sent i går aftes, fortæller Nikolaj Jacobsen til pressemødet, hvor BILLED-BLADET deltog.
Emil Bergholt og kæresten Astrid har i forvejen datteren Agnes på to år, som altså nu kan kalde sig storesøster.
Nikolaj Jacobsen har tidligere i turneringen peget på, at han håbede Emil Bergholts kæreste ville gå i fødsel på en hviledag.
Derfor var der da også grund til ros fra landstræneren.
- Jeg har også sendt en besked og rost Astrid virkelig mange gange og sagt, at hun starter inde næste gang, grinte landstræneren.
De lykkelige nyheder kommer naturligvis midt i EM-slutrunde, hvor alle kampe gælder.
Derfor er der heller ikke meget tid for Emil Bergholt hjemme, før han igen vender tilbage til landsholdslejren i Herning.
- Emil kommer på hotellet senere i dag. Hvornår styrer han selv, fortæller landstræneren.
Lørdagen 24. januar 2026 går nok over i historien for Emil Bergholt, der spillede en god kamp mod Spanien og så senere blev far igen.

