22. okt. 2020
Af Laura Dalgård Hansen

Stephanie om Årgang 0: Det var meget overfladisk

Stephanie Siguenza van-der Watt
Stephanie Siguenza van-der Watt
Foto: Martin Høien
Stephanie er ikke helt tilfreds med den måde, hun er blevet portrætteret i "Årgang 0".

Stephanie Siguenza er blevet fulgt af et kamerahold næsten hele sit liv, og mange tusinde seere har fulgt hende i ”Årgang 0” i årevis.

Den populære dokumentarserie er slut, men Stephanie er ikke færdig med at fortælle om sit liv.

Stephanie: Der er ikke gået i dybden

Hun føler nemlig ikke, at ”Årgang 0” har vist den fulde sandhed.

- ”Årgang 0” er et underholdningsprogram. Jeg tror, de har valgt til og fra i forhold til, hvad de mente, folk skulle se. Jeg bebrejder dem ikke, fortæller Stephanie til BILLED-BLADET.

- Jeg synes på nogle punkter, at det har været meget opstillet. Selvfølgelig har det været min historie. Noget af det. Men de er ikke gået i dybden, og jeg synes, det er meget overfladisk meget af det. Jeg synes ikke, det har været nok, forklarer hun.

Stephanie: Der var ikke nok taletid

Stephanie deler sine frustrationer i sin nye bog ”Fra Årgang 0 til frihed”, og BILLED-BLADET har mødt til en snak om blandt andet de ting, hun ville ønske havde været fremstillet anderledes i programmet.

For eksempel kunne hun godt have tænkt sig, at der havde været mere tid til at gå i dybden med nogle af de mange udfordringer, hun har haft.

- Jeg har haft det svært i perioder og fik måske bare to spørgsmål. Det var det. Der blev ikke spurgt mere ind, selvom jeg sad i interviewet og blev ked af det. Der blev ikke vist og fortalt mere om ensomheden. Der var ikke taletid til, at jeg kunne fortælle, hvor dårligt jeg egentlig havde det. Selvom seerne måske godt kunne se det alligevel, ville jeg gerne have fortalt det, for der sad måske nogle derude, der ikke forstod det ordentligt, forklarer hun.

Årgang 0-producer svarer på kritikken

BILLED-BLADET har forelagt Stephanies kritik for Jan Bacher Dirchsen, der har været producer på "Årgang 0". Han svarer blandt andet følgende:

- ”Årgang 0” er ikke sat i verden for at vende vrangen ud på vores medvirkende, men er en dokumentarserie, der fortæller familiehistorier i et samarbejde med familierne. Det har hele vejen igennem været vigtigt at passe på de medvirkende, respektere deres grænser, og ikke udlevere dem og gøre dem for sårbare. Og havde vi ikke gjort den del af vores arbejde ordentligt, havde ”Årgang 0” nok kun kørt et par år.

Man kan læse hele Jan Bacher Dirchsens svar i BILLED-BLADET i denne uge, hvor man også kan læse hele det store og ærlige interview med Stephanie.

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/webgrafik_bb43-forsider.jpg

GALLERI: Årgang 0-Stephanies liv i billeder (Foto: Aller Media)

Læs mere om: