10. okt. 2020
Af John Lautrup

Dansk JFK-stjerne, Caspar Phillipson: Sådan synger han sig gennem coronakrisen

Caspar Phillipson
Caspar Phillipson
Foto: Sverrir Pálsson
Caspar Phillipson, der er afskåret fra at filme i udlandet under coronakrisen, har skabt sit eget musikalske onemanshow på en bund af sort humor.

Caspar Phillipson, 49 år, har som så mange andre skuespillere været afskåret fra at rejse og arbejde i udlandet under coronakrisen. Han har ellers haft god gang i karrieren, efter at han spillede præsident John F. Kennedy i Hollywood-storfilmen "Jackie" med Natalie Portman i hovedrollen.

Men nu har han taget sagen i egne hænder og lavet sin egen lille fortryllende forestilling på Posthus Teatret i København ud fra mantraet: "Når man står i lort til halsen, så nytter det ikke at hænge med hovedet".

Ene mand ved klaveret tager den gennemmusikalske Caspar Phillipson tilværelsens absurditet under kærlig behandling. Og det sker i den kulsorte humors tegn i det timelange show "Late Night på Posthus Teatret". Showet er skabt ud fra hans aktualiseringer af nogle af Tom Lehrers og Monty Pythons sange, som han oprindeligt lagde på Facebook.

- Det startede med at jeg postede Lehrers "I Got It From Agnes", der passer eminent til vores corona-ramte virkelighed, og som fik mig ud af min første lammelse over, at alting lukkede ned. Og fordybelsen i musikken og den befriende galgenhumor blev min kunstneriske vaccine mod den angst og usikkerhed, der præger vores tid. Det er spøjst, at forestillingen uventet har skabt sig selv, og det er en fryd at dele en dødsjov time med publikum, siger Caspar Phillipson.

Læs mere om: