10. jan. 2020
Af Trine Larsen

Efter hård sygdom: Nu er kendt skuespiller klar til scenen

Anne Karin Broberg
Foto: Martin Høien
Efter kemoterapi, stråler og operation for brystkræft er sanger og skuespiller Anne Karin Broberg igen klar til scenen. Og allerede 1. februar sker det i Jægerspris Revyen

Sanger og skuespiller Anne Karin Broberg er igen parat til scenen efter at hun sidste år kæmpede mod brystkræft.

Den populære skuespiller, der i 2017 fik den fornemme revy-pris, Årets Dirch, måtte sidste år melde fra til både Esbjerg Revyen og sæsonen som sangerinde i Bakkens Hvile. For kemoterapi, stålebehandlinger og operation blev pludselig hverdag for Anne Karin Broberg. Men kort før jul fik den karismatiske skuespiller og sanger den alle bedste julegave, man kan ønske sig; besked om at hun nu var rask og kræftfri.

- Jeg glæder mig SÅ meget til at komme igang igen, og jeg går på arbejde med en helt anden energi og glæde, siger Anne Karin Broberg, der i Jægerspris Revyen spiller sammen med Danmarks yngste revydirektør, der blev student i sommer, Lukas Birch. De to skuespillere bakkes op af "Årets revykomponist 2019" Christian Berg og de instrueres af Michel Castenholt, der sidste år også instruerede Nykøbing F. Revyen, som blev "Årets Revy".

Men nu gælder det de 13 forestillinger i Jægerspris Revyen, der får premiere 1. februar kl.20 på Jægerspris Teater og der er lagt op til masser af gode grin, når året vendes på humoristisk vis.

Læs mere om: