30. maj. 2023
Af Regitze Ørnstrup Christensen

Ekstra skuespiller indkaldt: Han skal aflaste Preben Kristensen

Preben Kristensen 
Preben Kristensen
Foto: Søren Jul Lamberth
En hjernerystelse har fået Hjørring Revyen til at indkalde forstærkning.

Tirsdag formiddag fortalte Hjørring Revyen i en pressemeddelelse, at de har været nødt til at indkalde en ekstra skuespiller til årets revy.

Den garvede skuespiller Preben Kristensen har nemlig under et uheldigt fald til prøverne pådraget sig en mindre hjernerystelse – og revyen har ingen planer om at tage chancer med Preben Kristensens helbred.

Derfor har de indkaldt en ekstra skuespiller, der skal aflaste Preben Kristensen i den omgang, der nu må blive nødvendigt.

Den tilkaldte skuespiller er skuespiller og operasanger Morten Staugaard.

- Når det nu ikke kan være anderledes, er vi alle bare så glade for at Morten er sprunget til med alle sine talenter. Han har knoklet som et bæst for at lære al materialet på rekordtid, og at der pludselig nu er 6 særdeles kompetente skuespillere der alle synger fantastisk, vil selvfølgelig ikke gå ubemærket hen, udtaler Hjørring Revyens direktør, Henrik Baloo Andersen i en pressemeddelelse.

Morten Staugaard
Morten Staugaard
Foto: Miklos Szabo

Morten Staugaard er uddannet skuespiller, og har senere uddannet sig til operasanger. Han har siden 2014 været medlem af solistensemblet på Det Kongelige Teater.

Hjørring Revyen har premiere den 10. juni.

Læs mere om: