21. okt. 2023
Af Luise Marie Bekker

Flemming Krølls store kærlighed Birthe: Sådan mødte de hinanden

Flemming Krøll og Birthe.
Flemming Krøll og Birthe.
Foto: Søren Jul Lamberth
Flemming Krøll fejrer 50-års jubilæum og kan se tilbage på et dejligt liv med sin Birthe.

Revystjernen Flemming Krøll er lykkeligt gift med sin Birthe.

Sammen har de stået bag Nykøbing F. Revyen i mange år.

Men hvordan mødte de egentligt hinanden?

Flemming var tjener på Johnnys Bodega i Hvidovre, og Birthe, der er uddannet frisør, var stamgæst.

– Hun skulle have pariserbøf hver torsdag, og det var kun … siger han, fløjter og peger på sig selv med begge tommelfingre og fortsætter:

– … der måtte lave den. Den var stor som et lokumsbræt, og hun fik et halvt ton remulade til.

– Han var jo kok, så jeg vidste, han kunne lave den ordentligt. Og jeg havde nogenlunde et godt øje til ham, smiler Birthe.

Flemming Krøll og Birthe.
Flemming Krøll og Birthe.
Foto: Privat

Endelig gav hun efter

Men det skulle ikke blive så nemt for Flemming at få hevet Birthe i land.

– Jeg måtte invitere hende ud hele tiden. Når vi så kom tilbage til Johnnys Bodega, sagde hun: ”Tak for i aften”, og så satte hun sig på sin cykel og kørte hjem …

– Jeg kunne lide ham, som han var. Ikke fordi han kunne spille. Og han skulle ikke tro, at han var noget. Han går også stadig ud med skraldespanden. Han kommer fra jobs, hvor folk står og klapper, og så kommer han hjem til et almindeligt familieliv, hvor han kan falde ned. Det der med at være så feteret, kan være svært. Og jeg skulle ikke bare være en af hans fans, siger hun.

Til sidst gav hun efter.

Det er 47 år siden.

– Tænk, hvad der er sket i de 47 år! Forretninger, tre unger der fungerer godt, hunde og en masse mennesker igennem huset hver dag, siger hun.

I 1984 blev parret gift i Hvidovre Kirke, og samme dag blev deres ældste datter, Kirstine, døbt.

Læs mere om: