Ghita Nørby bliver fejret af dronningen
Ghita Nørby, Danmarks store diva, bliver hyldet af selveste dronning Margrethe, når hun fejrer sit 60 års skuespillerjubilæum søndag den 23. april på Folketeatret.
Dronningen vil være til stede i salen, når Ghita Nørby spiller hovedrollen i stykket "Sarah" og ved den efterfølgende hyldest.
Ghita Nørby jubilerer som Sarah Bernhardt
Meget passende for den status, som Ghita Nørby nyder i dansk film og teater, fejrer hun sit jubilæum med at spille en anden stor diva i teaterhistorien, nemlig den franske skuespillerinde Sarah Bernhardt.
Stykket fortæller historien om en fransk legende, der et år før sin død, i sommeren 1922, dikterer sine memoirer til sin altid loyale kammertjener og sekretær, George Pitou, spillet af Preben Kristensen.
I forsøget på at huske alle detaljer beder hun Pitou spille alle birollerne i sit livs drama, og hun genoplever sine største teatertriumfer og intense møder med mænd som Oscar Wilde og George Bernard Shaw.
Fortsætter gerne på scenen
Egentlig havde Ghita Nørby meddelt, at stykket også skulle være hendes afsked med teatret. Men den udmelding har den 82-årige skuespiller fortrudt, og hun udelukker ikke længere, at hun vil dukke op på scenen i andre stykker.
Den oprindelige udmelding hang sammen med, at hun i november 2016 måtte erkende, at kræfterne ikke længere er, hvad de har været. I sidste øjeblik meldte hun overanstrengt og stresset afbud til en stor rolle i "Skærmydsler", også på Folketeatret.
LÆS OGSÅ: Ghita Nørby fortæller om vennen Viggo Mortensen
Siden har hun heldigvis genvundet lysten og energien.