28. apr. 2015
Af af Juliane Olsen og Casper Nielsen

Paw Henriksen afløser Robert Hansen i Græsted Revyen

Paw Henriksen
På grund af sygdom må Paw Henriksen afløse Robert Hansen i Græsted Revyen.
Foto: Lars H. Laursen
Skuespiller Robert Hansen bliver ikke rask tids nok til at kunne deltage i Græsted Revyen, og det bliver i stedet Paw Henriksen, der overtager hans rolle.

Den 35-årige skuespiller Robert er fortsat sygemeldt efter den store operation, han har gennemgået på grund af en flænge på hovedpulsåren.

Derfor bliver han ikke klar til at fortsætte i ”Dirty Dancing – The Musical” i Tivoli, og nu er der også blevet fundet en afløser for ham i Græsted Revyen, der spiller til sommer.

Ifølge en pressemeddelelse bliver det 40-årige Paw Henriksen, der træder til i stedet for Robert Hansen.

Paw Henriksen har afbrudt ferie

- Vi er utroligt glade for, at Paw Henriksen er sprunget til med så kort varsel, så vi nu kan komme videre med forberedelserne til årets revy, siger revydirektør René Richardt.

Paw Henriksen har afbrudt sin cykelferie på Mallorca og har desuden flyttet en teateropgave for at kunne medvirke i Græsted Revyen.

Faktisk debuterede han sammen med Robert Hansen tilbage i 1994 i filmen ”Vildbassen”, og rollen i Græsted Revyen vil blive hans første revyrolle.

Robert Hansen er i tankerne

- Vi tænker stadig meget på Robert Hansen, og glæder os til at se ham, når han er rask igen, siger René Richardt.

Desuden medvirker Sofie Stougaard og Laura Bach i revyen, der får premiere den 13. juni.

LÆS MERE: Græsted Revyen venter på Robert Hansen.

Læs mere om: