24. okt. 2017
Af Lisbeth Grube

Robert Hansen og Sofie Lassen-Kahlke genforenes i musical

Sofie Lassen-Kahlke og Robert Hansen vender tilbage som Anja og Viktor.
Sofie Lassen-Kahlke og Robert Hansen vender tilbage som Anja og Viktor.
Foto: Miklos Szabo
"Kærlighed ved første hik" bliver til en musical - og Robert Hansen, der netop er udskrevet fra Bispebjerg Hospital efter sin hjerneblødning, gør comeback i rollen som Viktor.

Hele Danmark kom på fornavn med Anja og Viktor i slutningen af 1990’erne.

Nu vender Sofie Lassen-Kahlke og Robert Hansen tilbage til deres helt store gennembrudsroller som smukke Anja og kejtede Viktor - i 40-års alderen. Deres historie bliver nemlig til en ny, romantisk musical for hele familien kaldet "Kærlighed ved første hik – the musical".

Musicalen får premiere den 20. september 2018 i Tivolis Koncertsal, og Robert Hansen, som i august blev ramt af en hjerneblødning og netop er udskrevet fra Bispebjerg Hospital, får travlt med genoptræningen.

Den allerførste gang - og 20 år efter

Musical-versionen udspiller sig på to tidsplaner: Dengang i 1999 hvor Viktor mødte sin store kærlighed for allerførste gang – og nu, hvor Anja netop har forladt sin mand gennem snart 20 år. Viktor er fortvivlet, midtvejskrisen har indfundet sig i parforholdet, Anja er væk – og hvad er livet så værd?

Udover Robert Hansen og Sofie Lassen-Kahlke bliver der gensyn med Joachim Knop og Karl Bille, som også medvirkede i filmene fra dengang.

De to talenter, som skal spille Anja og Viktor som unge, findes ved en stor audition i løbet af foråret.

https://imgix.billedbladet.dk/joachim_knop_sofie_lassen-kahlke_robert_hansen_og_karl_bille_af_fotograf_miklos_szabo.jpg
Joachim Knop, Sofie Lassen-Kahlke, Robert Hansen og Karl Bille.
Foto: Miklos Szabo

Musikken leveres live på scenen af bandet Innocent Blood, der skrev filmens soundtrack med hittet ”Den første gang”. Peter Langdal instruerer, og musicalen tager efterfølgende på turné til Aalborg, Vejle, Esbjerg, Odense og Holstebro.

Billetsalget begynder på fredag den 27. oktober.

Læs mere om: