20. jan. 2021
Af Niels Burgos

Stolt Esben Smed: Ridder af Dannebrog

Esben Smed.
Esben Smed.
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Den 36-årige skuespiller synes, at "dronningen er sej".

På Ludvig Holbergs fødselsdag overrakte teaterchef Kasper Holten kongelige ridderordener til 14 kunstnere og medarbejdere på Det Kongelige Teater. Det blev markeret ved en ceremoni på teaterchef Kasper Holtens kontor i Skuespilhuset.

For den 36-årige skuespiller Esben Smed blev det en særlig dag. Han blev nyslået ridder af Dannebrog og har altid været kæmpefan af dronningen.

En kæmpe ære

– Jeg har altid tænkt på hende som den seje dronning. Det er blandt andet, fordi jeg er vild med ”Ringenes herre”. Det ved jeg, at dronningen også er. Jeg har endda den udgave af trilogien, som hun har illustreret, fortæller Esben til Det Kongelige Teaters egen hjemmeside.

Han har spillet Hamlet i ”Hamlet, Prins af Danmark”, som Margrethe overværede i Skuespilhuset i efteråret:

– Det var virkelig livsbekræftende, at dronningen var inde og opleve teater her i en coronatid. Hun interesserer sig oprigtigt for kunst, så derfor er denne dekorering både en kæmpe ære og et kæmpe privilegie, og jeg er dybt taknemmelig.

Chefen blev selv overrasket

Da Kasper Holten havde holdt tale og ønsket alle kunstnere og medarbejdere på Det Kongelige Teater til lykke med hæderen, blev han selv overrasket, for dronningen havde også valgt, at Kasper skulle tildeles ridderkorset af 1. grad af Dannebrogordenen.

– Nej, det vidste jeg slet ikke, udbrød Kasper Holten, der glad og overrasket sluttede sig til gruppen af kunstnere og medarbejdere, der blev hædret.

Læs mere om: