Susse Wold: Mors Dag var noget særligt i år
Susse Wold, 81 år, har kun ét barn, forfatteren Christian Mørk, og han sørgede for, at hun søndag den 10. maj fik en Mors Dag, som hun sent vil glemme.
"Den bedste gave jeg fik på mors dag var, at jeg fik min søn hjem fra 55 dages isolation i Paris. Jeg er fyldt med taknemmelighed og glæde", jublede hun forleden på sin Facebook-profil over et billede af en blomstermark i fuldt flor.
BILLED-BLADET har talt med Susse Wold, og hun fortæller fra sin og Bent Mejdings sommerbolig i Sletten, at parret har det godt trods coronakrisen.
- Vi er jo så privilegerede, at vi kan være i vores lille hus i Sletten og gå ture i skoven. Vi har fået ordnet alt det, man ellers ikke når. Og vi er begge sunde og raske. Vi skal ikke klage, siger hun.
Og da slet ikke nu, hvor hun har fået sin søn hjem.
- Christian var isoleret i 55 dage. Når man hører om, hvordan det har været med, at han kun måtte gå ud 20 minutter om dagen og skulle have tilladelse til at handle, ja, så er det længe at være alene i en lejlighed. Det har været slemt, siger Susse Wold og fortæller, at Christian Mørk lige nu befinder sig i selvisolation i Danmark. Her skal han være i 14 dage.
Selv om hun og Bent Mejding har det godt i Sletten, har nedlukningen af Danmark også haft professionel betydning for hende.
- Jeg er da ærgerlig over, at en hel masse foredrag, jeg skulle have holdt, ikke bliver til noget. Men det er vi foredragsholdere jo fælles om. Men jeg synes nok, at det er hårdt for mange kunstnere. De er virkelig klemte. Nu skal samfundet igang igen, og det er selvfølgelig vigtigt, at dem, der tjener penge til landet, får mulighed for det. Men jeg håber, man husker, at kunsten er livets sjæl, siger Susse Wold.
Hun har under coronakrisen nydt godt af sin livsfilosofi: At leve i nu'et.
- Jeg har gjort det, jeg hele tiden har gjort. Nemlig at være til stede lige nu. Mange har undervejs efterspurgt klare svar fra myndighederne om snart det ene, snart det andet. Men det kan de jo ikke give. Vi ved jo ikke nok om sygdommen. Dér har jeg sagt: Cut! Nu er jeg her, og jeg har lige plantet roser i haven. Dét koncentrerer jeg mig om. Livet er nu! Vi har kun nu'et, siger Susse Wold.