11. jan. 2018
Af John Lautrup

TILLYKKE: Ghita Nørby fylder 83 år

Ghita Nørby
Ghita Nørby
Foto: Birger Storm
Ghita Nørby rekreerer på sin fødselsdag efter en træls måned med et hoftebrud og en dårlig oplevelse på et privathospital.

Ghita Nørby kan forhåbentlig fejre sin 83-års fødselsdag i dag i et lidt lysere humør end dét, hun har haft grund til at have den seneste måneds tid.

I december faldt hun og brækkede hoften. Og da hun efter operationen indlogerede sig på et privathospital for at genoptræne, blev hun mødt af en service, der fik hende til at skrive et harmdirrende læserbrev i Politiken. Så elendig havde modtagelsen efter hendes mening været, at hun kun blev der én nat, inden hun flyttede hjem til huset i Holte og den kommunale dagpleje.

Så hun trænger til en smule ro og fred. Også for to år siden måtte hun fejre fødselsdag i mol, efter at hun kort forinden var gået ned med stress og meldte afbud til en forestilling på Folketeatret.

Ghita elsker sit fag

Samme sted skulle hun sidste år have spillet hovedrollen i stykket "Sarah", der blev annonceret som hendes afskedsforestilling. Men hun fortrød og omdøbte den til sin 60-års jubilæumsforestilling. For trods sine mange år på scenen tør hun ikke love, at hun kan holde sig væk. Dertil elsker hun simpelthen sit fag for højt, og tilbuddene fortsætter med at strømme ind.

Ghita Nørby har knoklet som få og vedblevet med at gøre det trods sine efterhånden otte årtier på Jorden. Hun har med sprudlende humør og vitalitet udfordret alle hjørner af sit talent og fundet nyt guld, hvor andre forlængst er blevet grå og pensionerede.

Teaterets førstedame

Der er ingen ende på alle de film og teaterforestillinger, hun har funklet i, og der er heller ingen ende på alle de priser og hædersbevisninger, hun har modtaget for sin indsats.

Dansk skuespils absolutte førstedame er livsforslugen. Og det er ingen hemmelighed, at hun også har slugt en del mænd i sit lange liv. Fire ægteskaber er det blevet til plus det løse. Hun blev skilt fra sin sidste mand, kapelmester Svenn Skipper, i 2011 efter 28 års samliv, men efter et par års pause fandt de ud af, at de alligevel ikke kan undvære hinanden. Så nu er de kærester med hver deres bopæl.

Stort tillykke til uortodokse og altid festlige Ghita Nørby.

Læs mere om: