TILLYKKE: Niels Olsen fylder 57 år
Skuespilleren Niels Olsen brød for alvor igennem, da han charmerede danskerne med sin rolle som køkkenmontøren Niller, der bliver alenefar til datteren Mgala i filmen "Den Eneste Ene". For den rolle vandt han ikke bare danskernes hjerte, men også en Bodil for bedste mandlige hovedrolle.
Han blev uddannet fra Statens Teaterskole i 1987 og lagde den første tid som skuespiller vægt på satire. Sammen med sin gode ven og kollega Thomas Mørk startede han med at gøgle på gader og stræder, men senere lavede duoen forestillinger under navnet "Cirkus Montebello".
- Det gav faktisk en enorm tillid, at vi kunne stille os op på gaden og trække folk til. Hvis ikke vi får noget at lave, så kan vi altid lave noget selv, tænkte vi, og den kreative legestue har vi opretholdt, fortæller Niels Olsen til BILLED-BLADET om makkerskabet.
Og mere end 30 år efter, de først mødte hinanden, laver de stadig forestillinger sammen, senest i forestillingen ”39 trin”, der netop nu kører i Tivoli.
Den gæve sjover
Siden 1994 har Niels Olsen været en fast del af den noget lumre loge Ørkenens Sønner, hvor han besidder rollen som den stortalende mester. Ørkenens Sønner har med sine otte shows været en favorit blandt publikum, hvis seneste show solgte over 400.000 billetter. Desuden har han været en del af holdene bag "TAM TAM" i Tivoli og fjollet i ”Rundt på gulvet” på TV 2.
I 25 år har hans kone Joy-Maria Frederiksen været hans trofaste partner. Sammen har de arbejdet på adskillige forestillinger, da hustruen er instruktør. De har datteren Rosa på 17 år.