16. jul. 2018
Af Trine Larsen

Ulf Pilgaard afløses af Henrik Kofoed i Cirkusrevyen

Ulf Pilgaard og Henrik Kofoed
Ulf Pilgaard og Henrik Kofoed
Foto: Birger Storm og Krestine Havemann
Skuespilleren Henrik Kofoed har med kort varsel overtaget Ulf Pilgaards roller i Cirkusrevyen, efter at den populære skuespiller måtte en tur på hospitalet i sidste uge.

Skuespilleren Henrik Koefoed har læst intensivt hele weekenden, så han kan gå på scenen som afløser for Ulf Pilgaard i årets Cirkusrevy.

- Det er jo meget sødt af dem, at de vil skåne mig, men jeg har det faktisk fint, siger 77-årige Ulf Pilgaard.

Han har ligesom kollegerne haft fri fra revyen søndag og mandag og følte sig egentlig klar til at gå på arbejde igen.

Ulf Pilgaard er i bedring

- Ulf er heldigvis i klar bedring efter sin sygdom i sidste uge og spillede én forestilling fredag aften. Men vi vil rigtig gerne være med til at passe godt på Ulf og sørge for, at han ikke overanstrenger sig i denne periode, fortæller direktøren for Cirkusrevyen, Torben "Træsko" Pedersen, i en pressemeddelelse.

- Vi er derfor utrolig glade for, at Henrik Koefoed kan springe til, indtil Ulf er helt frisk igen, tilføjer han.

62-årige Henrik Koefoed er blandt andet landskendt som én af ”Ørkenens Sønner” og medvirkede i Cirkusrevyen tilbage i 1992, så han er ikke uvant med at stå på scenen i Cirkusrevyen.

Henrik Kofoed klar til at tage over

- Det er en god sikkerhed – både for Ulf og for resten af holdet - at vide, at Henrik er klar til at tage over i en periode, siger Lisbet Dahl, der også er revyens instruktør, i pressemeddelelsen og tilføjer:

- Vi har gennemført et par enkelte forestillinger med kun fire skuespillere, og det er gået fint, men hele showet fungerer naturligvis mest optimalt, når vi er fem skuespillere på scenen.

Sygdommen er ikke alvorlig

- Henrik kommer på første gang i morgen og er jo en skøn skuspiller. Men jeg regner sandt for dyden med, at jeg igen står på scenen én af de nærmeste dage. Men det er jo Lisbet Dahl og Torben Træsko, der bestemmer dét. Men jeg er klar, siger Ulf Pilgaard.

Han fortæller, at hans sygdom ikke var alvorlig, men at hans stærke mavesmerter var medicinsk forårsaget, og så snart han fik dét udredt på hospitalet i Herlev, forsvandt smerterne.

Onsdag har Cirkusrevyen såkaldt Midtvejsfest, og dér håber Ulf Pilgaard selvfølgelig at være tilbage, indtil revyen spiller sidste forestilling 31. august, inden de skal spille forestillinger i Aalborg.

GALLERI: Cirkusrevyen i 80 år

Læs mere om: