16. dec. 2018
Af Karina Didriksen

Adam Price: Sådan var det at miste mine forældre

Adam Price.
Adam Price.
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Adam Price står bag TV-serien ”Herrens Veje”, der handler om sorg, og det er noget, han selv oplevede, da forældrene døde.

Hvordan lever man med et tab? Det spørgsmål har Adam Price stillet i anden sæson af DR-serien “Herrens Veje”, hvor karaktererne alle kæmper med sorgen over præstesønnen Augusts død.

51-årige Adam Price ved om nogen, hvordan det er at være i sorg. I 1996 mistede han og storebror James Price deres far, John Price, og året efter, i 1997 døde deres mor, Birgitte Price.

- Det var et vældigt mørke, men heldigvis havde min bror og jeg hinanden dengang. Jeg tror, at jeg gennemlevede meget af det, som karaktererne i serien også gennemlever, siger Adam Price til BILLED-BLADET.

Genkender sorgen

Adam og James Prices far døde 83 år gammel i december 1996, og blot et halvt år efter døde hans hustru, skuespilleren Birgitte Price, af brystkræft i en alder af 63.

- Jeg mistede mine forældre for mange år siden, så det er ikke en sorg, der er præsent. Men det at kunne huske, hvordan det var dengang, og hvad der bragte én videre, skal folk gerne kunne genkende i ”Herrens Veje”, forklarer Adam Price.

Tiden hjælper mest

TV-kokken og manuskriptforfatteren fortæller, hvordan han selv kom videre efter forældrenes død.

- Jeg prøvede at arbejde mig ud af sorgen og snakke mig ud af det, men det, der ender med at hjælpe én mest, er tiden.

Søndag kl. 20.00 på DR1 sendes det allersidste afsnit af ”Herrens Veje”. Her finder seerne ud af, hvordan karaktererne hver især kommer videre efter Augusts død.

Læs mere om: