Anne og Anders krydser fingre: Derfor er vi så spændte
I januar kom Anne Hjernøe og Anders Agger med en glædelig nyhed, da de afslørede, at de har valgt at fortsætte med deres ”Anne og Anders”-serie til DR.
Næste gang går turen til de nordiske lande, og makkerparret glæder sig til nye eventyr – hvis corona altså ikke spænder ben for projektet.
- I dag har der været stormøde i strikkeklubben, hvor Anders og jeg er i gang med at strikke trøjer til vores tur Norden rundt, skriver Anne Hjernøe med et glimt i øjet i et opslag på Instagram og fortsætter:
- Vi krydser fingre for, at det ender med seks sprøde programmer fra Island, Grønland, Færøerne, Finland, Norge og Sverige, og vi venter pænt på, at verden bliver sund og rask, så vi kan komme afsted!
Planlægger at rejse til foråret
BILLED-BLADET har fået tilladelse til at bringe Instagram-opslaget, hvor Anne har lagt et billede op af sig selv og vennen Anders Agger iført striktrøjer.
- Det er taget, da vi lavede ”På sporet af det tabte land” tilbage i 2014, fortæller Anne Hjernøe til BILLED-BLADET og tilføjer:
- Vi krydser fingre for, at vi kan starte optagelser til det nye program i uge 20.
Det populære makkerpar og resten af tv-holdet må vente i spænding på at finde ud af, om de kan rejse til de nordiske lande i slutningen af maj.