Bagedyst-Anne har kastet sig over særligt projekt
I efteråret lærte seerne Anne Kirstine Tirstrup at kende i ”Den store bagedyst”, hvor hun nåede hele vejen til finalen, og for nogle uger siden strøg hun helt til tops, da hun og Emil Ussing vandt ”Den store jule- og nytårsbagedyst”.
Der er med andre ord ingen tvivl om, at Anne har talent for at bage, og nu bruger hun sine evner i den gode sags tjeneste.
Anne, som til daglig er sygeplejerske, har nemlig lavet en kage, der er udviklet særligt i forbindelse med Danmarks Indsamling.
"Annes Rabarberdrøm" er en hjerteformet flødekage på en sprød nøddebund med rabarber- og limemousse, og den kan i disse dage købes i Føtex og Bilka landet rundet.
Overskuddet går ubeskåret til Danmarks Indsamling 2021, som i år har fokus på coronakrisens børn.
I sit arbejde som sygeplejerske har Anne haft coronakrisens mange udfordringer helt tæt inde på livet, og derfor ligger det hende også på sinde at hjælpe, hvor hun kan.
”Jeg håber, at I vil købe kagen, smage den og nyde den i den gode sags tjeneste. Så gå ud og køb en masse kage, og hav det fantastisk,” lyder opfordringen fra Anne.
Man kan se det store liveshow ”Danmarks Indsamling” lørdag fra klokken 19.00 på DR1.