15. sep. 2022
Af Luise Marie Bekker

Bemærkede du også det i Gift ved første blik: Derfor har Benny intet på væggene

Gift ved første blik.
Gift ved første blik.
Foto: Theis Mortensen
Benny fra “Gift ved første blik” bor meget minimalistisk.

Tanja fra Aarhus og Benny fra Marielyst på Falster siger ja til hinanden i aftenens afsnit af “Gift ved første blik”.

Men først får de besøg af en af eksperterne, Etnolog og livsstilsekspert Julia Lahme.

I Tanjas bolig er der pyntet med nips, og på væggene hænger billeder og fotografier.

I Bennys hjem er der indrettet i en meget minimalistisk stil.

Den opmærksomme seer bemærker, at han har tæt på intet på væggene.

– Da jeg købte huset, spartlede jeg så mange huller. Og jeg ville ikke ødelægge de vægge igen. Jeg har et par knagerækker og nogle hylder med billeder på. Sådan er min stil, fortæller 54-årige Benny Hansen til BILLED-BLADET.

Har det fint med nips

Han har selv et bud på, hvorfor han er faldet for den minimalistiske stil.

– Jeg har tidligere kørt eksportkørsel, hvor jeg har siddet i et førerhus, hvor jeg skulle vide, hvor tingene lå. Det kan jeg godt lide, siger han.

Han ser dog intet problem i, at en partner holder af billeder og pynt.

– Jeg har det fint med at blive matchet med en, der har ting på væggene og nipsgenstande, så længe det står pænt, og hele sofabordet ikke er fyldt. I mit eget hus har jeg det fint med, at der er ro, siger han.

Læs mere om: