17. mar. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Carl fra Alene i vildmarken måtte opgive drømmen igen: Jeg er meget skuffet

Carl Jørgensen
Carl Jørgensen
Foto: United/DR
Carl Jørgensen var med i "Alene i vildmarken" sidste år, men på grund af et uheld måtte han og sønnen Mark tage hjem efter bare fem dage. I år vendte han tilbage til programmet, men også denne gang måtte han tage hjem fra Nordnorge langt før planlagt.

Torsdag aften var der premiere på en ny sæson af ”Alene i vildmarken”, og blandt årets deltagere er der både makkerpar og solo-deltagere.

For langt de fleste af dem venter der en helt ny oplevelse i den norske ødemark, men der er også en gammel kending blandt årets deltagere.

Drømte om at vinde

Sidste år var Carl Jørgensen nemlig ”Alene i vildmarken” med sønnen Mark, men de to måtte forlade ødemarken efter bare fem dage, fordi Mark kom til skade med en økse og havde brug for lægehjælp.

Dermed blev ”Alene i vildmarken” en uforløst oplevelse for den nu 63-årige Carl, og som den første deltager har han derfor fået lov at vende tilbage til programmet.

- Jeg skal tilbage til vildmarken, og den her gang er jeg kommet for at vinde, fortæller han i sæsonpremieren.

En hård tur

Men heller ikke denne gang har Carl heldet med sig på sit eventyr i den norske ødemark, og oplevelsen blev endnu kortere, end da han var af sted med sønnen Mark året forinden.

Alle deltagerne skulle vandre mange kilometer for at nå frem til deres habitat, og det kunne Carls lunger ikke klare. Han hvilede sig i sin sovepose, og hans GPS-koordinater havde ikke ændret sig i noget tid, da han fik besøg af en paramediciner. Hun vurderede, at han ikke burde fortsætte i programmet, og at han havde brug for lægehjælp.

Bliv opdateret med vores nyhedsbrev

Den vurdering var Carl enig i, og drømmen om at vinde ”Alene i vildmarken” sluttede dermed nærmest før, eventyret var begyndt.

- Det er en meget stor skuffelse at tage hjem så tidligt igen i år, fortalte Carl, inden han igen tog afsked med Nordnorge.

https://imgix.billedbladet.dk/carl_og_mark_dsc04763_1.jpg
Carl og sønnen Mark, som han var Alene i vildmarken med i forrige sæson.
Foto: United/DR

Mere om: