29. okt. 2022
Af Majken Munk

Da Manja ryger ud af Den store bagedyst, springer boblen

Manja fra Den store bagedyst
Manja Lindgaard fra "Den store bagedyst"
Foto: DR
Årets yngste deltager Manja var i problemer i sjette afsnit af ”Den store bagedyst”, og derfor endte hun også med at forlade programmet.

”Den store bagedyst” spidser til, og derfor er kravene store til de seks resterende deltagere i bageprogrammet.

Én af dem er 16-årige Manja Lindgaard, der desværre trak det korteste strå i sjette program. Selv om hun måtte forlade bageteltet, gik hun smilende derfra.

Nervøs før start

Det sjette program af ”Den store bagedyst” har fokus på karamel.

I god tid havde deltagerne fået temaet at vide, og allerede der er Manja godt klar over, at det kan blive et svært program for hende.

- Jeg blev meganervøs, fordi jeg ikke er særlig god til karamel. Jeg er blevet god til karamel i dag, fordi jeg har øvet mig på det efter programmerne. Vi har godt vidst, at vi skulle lave karamel, hvis man nåede så langt som til program seks. Dengang tænkte jeg ikke, at det var sikkert, jeg nåede fem til program seks, så derfor havde jeg ikke øvet mig særlig meget på karamel, fortæller Manja til BILLED-BLADET.

Kaos i køkkenet

Deltagerne skal først igennem to ”hemmelige” udfordringer med de franske desserter Tarte Tartin og Creme Caramel.

Særligt i den første udfordring, hvor deltagerne for første gang skal starte forskudt af hinanden, herskede der kaos i Manjas køkken.

- Det var kaos oppe i mit hoved. I dag er jeg god til mørdej. Dengang tænkte jeg ”shit, hvordan laver mand det?” Det gik bare galt oppe i mit hoved. Så glemte jeg nogle mandler, som jeg vil tilføje til kagen, men det kan man jo ikke, så jeg endte med at riste dem efterfølgende. Jeg var ikke helt til stede. Det var lidt en ærgerlig følelse, fortæller hun.

Hun ønskede, at hun havde håndteret det anderledes.

- Jeg tror bare, det var en kaotisk udfordring. Ikke selve kagen, men jeg gad godt selv have håndteret det på en anden måde. Jeg kunne godt mærke, at feltet spidsede til, og så kommer jeg derind og ser: ”Shit, der er ikke nogen opskrift.” Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Det var lidt som en eksamen, man har læst lidt op, og så kan man pludselig ikke huske noget, fortæller hun.

Afklaret farvel

Manja ender med en tredjeplads i Den hemmelige, som hun er ganske tilfreds med.

Da hun gør klar til Mesterværket, der skal indeholde karamel-drizzle, ved hun godt, at det kan give problemer. Faktisk er det ikke lykkedes for hende hjemme i hendes eget køkken, når hun har øvet.

I teltet hersker der lidt tvivl om, hvem der skal forlade programmet.

- Vi var lidt i tvivl, om hvem der skulle hjem. Det stod lidt mellem Nanna og mig. Nannas hemmelige opgave smagte dommerne ikke på, så vi var lidt i tvivl om det, fortæller hun.

Dommernes valg ender med at falde på Manja, der var rimelig afklaret med at forlade ”Den store bagedyst”. Faktisk tog hun det med oprejst pande.

- Jeg tror faktisk, jeg smilte mere, end jeg plejer at gøre. Jeg kan huske, at jeg sagde: ”Shit, der sprang boblen”, fordi jeg havde en surrealistisk følelse. Jeg følte oprigtigt, at jeg havde været i en bagedyst-boble, og nu sprang den. Jeg kunne pludselig se virkeligheden, fortæller Manja, der glædede sig til at få tid til at se sin familie og venner noget mere.

En svær afsked

Det sværeste var, at hun ikke skulle være sammen med de andre Bagedyst-deltagere mere.

- Det var ikke sjovt. Man kan godt fornemme, at vi har et stærkt bånd, men det er endnu stærkere end det, man kan se på tv. Da program seks blev optaget, var vi ude at spise sammen begge dage. Det er bare ærgerligt at forlade dem, fortæller Manja, der stadig har kontakt med de øvrige deltagere.

Når hun ser tilbage på sin medvirken i DR-programmet, er hun godt og grundigt glad for at have været med.

- Det har været en fantastisk oplevelse. Det vilde for mig er, at jeg har det dokumenteret, at jeg har været med i ”Den store bagedyst”. Så kan jeg vise det til alle dem, jeg møder og til mine fremtidige børn. Det har været bekræftende for mig, at jeg er blevet valgt til programmet, både fordi jeg kan bage, men også fordi jeg er mig. Det har givet mig et selvtillidsboost, fortæller hun.

Læs mere om: