23. sep. 2012
Af af Malan Joensen & Jan Bergman

Derfor elsker de kendte kvinder Matador

Danskerne er vilde med serien "Matador", der debuterede på TV i 1978.
Danskerne er vilde med serien "Matador", der debuterede på TV i 1978.
Foto: AOP
Selv om ”Matador” har mere end 30 år på bagen, er den stadig populær blandt såvel ukendte som kendte danskere.

Danskerne elsker bare "Matador", der blev sendt første gang i 1978 og nu genudsendes for syvende gang. De to første afsnit er således blevet set af flere end en million seere per gang.

At så mange danskere stadig følger serien, er der selvfølgelig flere årsager og meninger om, men her kan du læse, hvorfor fem kendte kvinders hjerter banker for Korsbæk og dens indbyggere.

Ghita Nørby - en varm historie:
- Jeg tror, "Matador" har fået så stor succes, fordi det er sådan en god historie. Den er også særlig, fordi vi bliver ældre, og børnene bliver større i serien. I dag er der mange TV-serier, hvor man er den samme alder altid, men dengang blev vi jo ældre. At den proces er med, er jo også noget, der griber en om hjertet på en eller anden måde. Det er en meget personlig og varm historie.

Hilda Heick - Maude med hår på brystet:
- Man ser alle sider af den menneskelige karakter i figurerne, og det er derfor, man elsker "Matador". For eksempel, da Maude kører bil og redder hr. Stein. Her viser hun, at hun også godt kan tage sig sammen, og at hun har hår på brystet, når det gælder. Det er rigtig dejligt, synes jeg.

Anne-Mette Ramussen - Larsen var intet uden Katrine:
- Det er et mesterværk, der indeholder historieskrivning og beskrivelser af forskellige personer - beskrivelser, som ikke kan gøres bedre, end hvad Lise Nørgaard har formået. Der er også rigtig mange gode rollemodeller. Jeg vil dog fremhæve Katrine Larsen - grisehandlerens kone. Katrine er et billede på det mest solide, du overhovedet kan komme i nærheden af. Hun står som den faste klippe, lige meget hvem og hvad hun skal forholde sig til. Hun kunne såmænd snyde hele den tyske hær, hvis det skulle være! Hun er den bundsolide bondekone, der spinker og sparer - gemmer pengene i Madam Blå. Hun styrer med hård, men også venlig hånd sin mand. Larsen var intet uden Katrine!

Lone Hertz - Axel Strøbye lyste
- Som skuespiller arbejder man om aftenen, derfor har jeg ikke set alle afsnit af "Matador", men jeg har købt boksen, og når så den tid kommer, hvor man har tid nok og er "kommet i kørestol", så vil jeg sidde og fryde mig - ikke mindst over min forhenværende mand Axel Strøbye (han spillede Viggo Skjold Hansen, red.). Han var en stor og original skuespiller - helt sin egen i dansk teater. Og så meget har jeg trods alt set af "Matador", at jeg ved, at han også her "lyser".

Britt Bendixen - bedårende Maude:
- Det er den mest geniale TV-serie, der er lavet. Alle er så gode til at ramme tidsperioden - det gælder både skuespillere, instruktør og manuskriptforfattere. Og så synes jeg, at Maude (spillet af Malene Schwartz, red.) er bedårende - men også lidt forfærdelig. Man kan se, hun er et produkt af den tid.

Læs mere om: