10. aug. 2020
Af Niels Burgos

Derfor stopper Phillip Faber med Morgensang

Morgensang med Phillip Faber
Morgensang med Phillip Faber
Foto: Mikkel Suppras Kjeldsen
Phillip Faber er blevet en af de mest folkekære tv-personligheder med Morgensang på DR. Men hans hjerte banker også for noget helt andet.

Når DR igen sætter gang i "Morgensang" med de to nye værter, Ole Kibsgaard og Kaya Brüel, er der sikkert mange , der vil savne Phillip Faber på skærmen. Selv er han helt sikker på, at de to nye værter nok skal gøre det rigtig godt. Men hvorfor fortsætter han ikke selv? Det enkle svar giver Phillip Faber i den pressemeddelelse, som DR har sendt ud for at præsentere de nye værter:

I mit eget element

- Lige nu er jeg selv afsted med DR Pigekoret for at sparke sæsonen i gang, så jeg er tilbage i mit helt eget element, og det har glædet mig så meget til, siger Phillip Faber. Og dermed understreger han, at pigekoret er hans hjertebarn over alt andet.

Flere end 100 programmer med "Morgensang" blev det til for Phillip Faber. Og han havde slet ikke regnet med, at han nærmest skulle opnå status som coronakrisens helt med sine enkle programmer og sin sympatiske udstråling.

I juni udtalte Faber til BT, at succesen og folks taknemmelighed over programmerne havde rørt ham - men at han godt kunne mærke, at han havde lavet 100 programmer i træk.

Jeg er meget træt

- Jeg må sige, at jeg er træt. Jeg har faktisk været rigtig træt i nogle uger nu, sagde han i juni til BT. Siden har den stået på en velfortjent ferie - og nu tager Phillip Faber fat igen med det, han brænder mest for: DR Pigekoret. Dermed er der også god grund til at glæde sig til, at vi ser ham på skærmen igen - men fremover i en lidt anden rolle.

Læs mere om: