Derfor vender Phillip Faber snart tilbage på skærmen
Phillip Faber havde sidste år stor succes med ”Morgensang” og ”Fællessang” på DR1, men han valgte at sige farvel til begge programmer og give stafetten videre.
Nu kan man dog glæde sig til, at DR Pigekorets smilende og sympatiske chefdirigent snart vender tilbage på skærmen.
36-årige Phillip Faber kan nemlig opleves i den nye dokumentarserie ”Faber og pigekoret”, der går bagom DR Pigekoret.
Følger pigernes kamp
I DR-programmet følger man de 55 piger og deres folkekære dirigent, Phillip Faber, igennem en sæson med medgang og modgang.
Der bliver tegnet et billede af, hvad det er for et fællesskab, der gemmer sig bag det pigekorets fine ydre, og man følger deres kamp for at få lov til at optræde med det, de brænder for, under coronakrisen.
”Faber og pigekoret” har premiere tirsdag den 23. februar kl. 20.30 på DR1.